You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
lavet i gymnastiktimerne. Lokalet var vel ikke imponerende stort, men de mange<br />
spejle og deres gentagelser af maskinerne og deres spejlinger og reflekteren af lyset<br />
fik rummet til at virke enormt. En øjensynlig endeløs række af instrumenter til<br />
bearbejdelse af alle tænkelige og utænkelige dele af menneskekroppen stod linet op<br />
og var så overvældende og altdominerende, at de mennesker, som benyttede dem,<br />
egentlig kun virkede som tilfældige vedhæng.<br />
Jeg sank en klump og nærmede mig skranken med de to unge piger. Den ene<br />
snakkede lyst og venligt (og en anelse stresset) i telefon, mens den anden åbenbart<br />
aftalte næste "session" med en ikke helt ung dame. Der gik et stykke tid, hvor jeg<br />
desværre fik rig lejlighed til at betragte dels de nærmeste rædselsindretninger, dels et<br />
par medlemmers kvalfulde oplevelser i samme. En ikke just opmuntrende<br />
beskæftigelse. Den telefonsnakkende pige sluttede med et "Ha' en go' dag", og før jeg<br />
kunne undgå det, fæstnede hendes blik sig på mig. Et nyt, muntert og friskt smil<br />
tændtes på hendes ansigt.<br />
Hun sagde: - Du er da vist ny? Er du kommet for at få en prøvetime? Nu skal jeg<br />
finde en instruktør til dig!<br />
Jeg behøvede knap nok at sige noget, og skønt jeg var fast besluttet på at have styr<br />
over alle dele af "Operation Bekendtskab", lod jeg villigt pigen tage føringen. Vi -<br />
hun - snakkede frem og tilbage om, hvad jeg havde tænkt mig, hvornår jeg ville<br />
starte "Vi har vist desværre ingen ledige instruktører lige nu" - om jeg eventuelt ville<br />
tegne et årsabonnement med det samme - "nå, ikke?" - og blev til sidst "enige" om, at<br />
fredag klokken ti ville passe fint. På det tidspunkt ville Viggo med glæde føre mig<br />
gennem min prøvetime. Jeg var ikke ked af at skulle vente til næste dag. For det<br />
første passede tidspunktet glimrende med den tid, hvor jeg regnede med, at Lisbeth<br />
ville dukke op, og jeg kan lige så godt indrømme, at tanken om, at Viggo eller nogen<br />
anden skulle føre mig igennem noget som helst i det lokale ikke gjorde mig særlig<br />
opstemt. Jeg mumlede et høfligt farvel og styrtede behersket hen mod døren.<br />
Mine øjne tog sig god tid til at vænne sig til halvmørket på trappen efter lysorgiet<br />
indenfor. På let dirrende ben stavrede jeg ned til trappedøren, over baggården,<br />
gennem porten og ud i hverdagen, hvor almindelige mennesker beskæftiger sig med<br />
almindelige ting og kun benytter sig af almindelige maskiner. Samt knap så mange<br />
spejle.<br />
I S-toget mod nord fik jeg tiden til at gå med at studere udvalgte eksemplarer af<br />
disse almindelige mennesker. Selv mit stærkt uøvede detektivøje kunne se, at der<br />
ikke var ret mange af dem, der havde prøvet så meget som en gratis time i et<br />
motionscenter. Ikke at jeg vil anklage almindelige mennesker for at være fede og<br />
slaskede, men det var mit klare indtryk, at motion for en dels vedkommende består i<br />
at skiftes til at hente kaffen - "og bare en enkelt ostemad, skat" - før næste<br />
fjernsynsudsendelse.<br />
Under vandringen fra stationen lykkedes det mig stort set at skubbe morgendagens<br />
uberegnelige ubehageligheder fra mig - der var såmænd rigeligt at se til allerede<br />
denne dag: en kedelig vagt, en sur træsmag i rø-... altså bagi! - ømme fødder og<br />
lægge og - ja, det ved I! Jeg indtog min plads på bænken skråt overfor Birgers hus<br />
men havde knap sat mig, før en gammel "ven" logrende begyndte at lave uhøviske<br />
bevægelser med underkroppen op ad mit ene bukseben. Hundens ejerdame kom<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 28
Change language