KAPITEL 1 - data Fiction

jeg tage hjem til mig selv eller ud til bænken ved Birger og Lisbeths hus? Kan jeg nå
en pølse først? Har jeg penge nok? Hvor kan jeg købe en madpakke? Skulle jeg ikke
tage og gå under jorden i stedet...? eller hjem under dynen...?
- Det er ikke nemt at være Stor Detek- ... (- årh, hold kæft!)
***
KAPITEL 6
Jeg tog hjem og tænkte.
Jeg gik en lang tur og tænkte. Jeg vendte hjem igen og... (ja, ja videre!)... og til
sidst traf jeg en beslutning. Selvom jeg følte mig meget dum efter episoden ved
motionscenteret og ikke fattede en tøddel af nogetsomhelst, valgte jeg at gøre endnu
et forsøg.
Det var en snørklet proces at nå til den beslutning. Sjældent er jeg kørt så meget og
så længe i ring med en flok overvejelser. (Og så var der endda et par detaljer, som
smuttede for mig).
Jeg indrømmer, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde betænkeligheder ved at
følge Lisbeth og udspionere hende. Ikke et øjeblik reflekterede jeg over, hvordan jeg
selv ville reagere, hvis jeg opdagede, at nogen belurede mig på den måde.
Hvorfor valgte jeg at fortsætte? Jeg nærede ingen specielt venskabelige følelser
overfor Birger, som kunne forsvare, at jeg sådan uden videre gik med på hans idé, og
jeg havde absolut intet imod Lisbeth, hvor lidt jeg end vidste om hende. Tværtimod.
Synet af den høje, veltrimmede skikkelse og det kønne ansigt overskyggede langt det
erindringsbillede, jeg havde fremkaldt. Under andre omstændigheder, ville det ikke
genere mig det mindste at give Birger en god og solid grund til at være jaloux!
Forklaringen lå helt andre steder. På den ene side var det næsten som en leg, et spil.
Til forskel fra de mange og ukristeligt lange måneder, hvor jeg havde spildt tiden
med at drysse omkring og forsøge at overleve på understøttelsen, var jeg pludselig
dumpet ned i en - syntes jeg - ganske harmløs historie, som kunne give mig en smule
uvant men meget velkommen spænding. At Birger mistænkte Lisbeth for utroskab
var i virkeligheden ikke mit problem. Jeg kunne derfor på min sædvanlige
"overlegne" facon kaste mig ud i det fjollede projekt og tage det som en form for
uskadelig underholdning, et rollespil, hvor mit intellekt rigtig kunne boltre sig.
På den anden side var jeg blevet fanget af tanken om at vise overfor - ikke andre
(sagen var jo tys-tys) - i det mindste mig selv, at jeg var i stand til at gøre bare noget.
Ikke sådan at forstå, at jeg hemmeligt gik og drømte om at blive privat- eller anden
slags opdager - ikke mere end andre lænestolsdetektiver - men tanken om at få en
opgave, hvor sindssyg den end kunne forekomme, og ikke fuldføre den, ja, den tanke
huede mig ikke. Jeg ville bevise, at Birger kunne stole på mig. Jeg skulle om ikke
andet kunne fortælle ham, at jeg havde fulgt Lisbeth og kunne redegøre for, hvad hun
foretog sig, mens han var væk.
Muskler Jens E.Hansen Side 23