You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>KAPITEL</strong> 22<br />
Det giver visse fordele at bo i et velhaverkvarter. En af dem er, at det tog sølle tre<br />
minutter, før en patruljevogn holdt ind ved siden af Slagters livløse legeme. Betjente<br />
og sligt gav mig sjovt nok en foruroligende hjertebanken, hvorfor jeg og mine tungt<br />
pulserende tindinger trak os i dækning bag det bløde og dejligt tætte gardin. Vi<br />
overværede, hvordan to politibetjente med et enkelt blik på størrelsen af delikventen,<br />
valgte at vække ham til live fremfor selv at forsøge at anbringe ham på bagsædet.<br />
Med lidt held ville Slagter være tilpas omtåget til at hans eventuelle protester,<br />
kombineret med en vidunderlig hørm af (alt for dyr) whisky, kunne overbevise<br />
ordenshåndhæverne om, at de havde en god, daggammel brandert mellem hænderne.<br />
Det glædede mig overordentligt at se, hvor hurtigt og effektivt ordensmagten også<br />
kan handle. To minutter, så var vejen og fortovet tomt. Jeg kunne atter vende<br />
opmærksomheden mod de nære ting - og de mere langsigtede planer.<br />
Lisbeth havde ikke brug for meget længere tid til at pakke to tasker på størrelse<br />
med mine. Jeg var netop gået i den retning, hun havde anvist, og havde fundet stuen -<br />
på størrelse med en mindre tennisbane - da hun kom ned fra førstesalen og stødte til<br />
mig midt på det ægte gulvtæppe.<br />
- Hvad nu, hr. Detektiv? Hendes sarkasme var ikke helt ægte, muligvis en følge af<br />
min succes som Slagter-slagter (!). - Hvis ellers dine teorier passer, har Sonny nu to<br />
regnskaber at gøre op med dig.<br />
- Ja, eller tre. Sig mig, hvad var det for en bog, du tog fra Slagter? Jeg satte mig i<br />
den ene ende af en kæmpe hjørnesofa med udsigt til et fjernt, åbent ildsted.<br />
- Ser du, det er det eneste, der kan redde os, hvis ellers vi spiller vores kort rigtigt.<br />
Lisbeth vandrede ned til en reolvæg i et hjørne af stuen, trykkede på en knap, og<br />
ligesom i de gode, gamle agentfilm gled et panel til side og afslørede den<br />
velforsynede bar. Hun tog to sjusglas og så spørgende tilbage i min retning. Jeg<br />
havde vel egentlig mere lyst til en pilsner, men råbte, at "en whisky ville være rar!"<br />
- Ja, som jeg skulle til at fortælle tidligere - ... Hun var kommet tilbage fra baren og<br />
havde sat sig ved siden af mig i sofaen, en betydeligt mere normal (og inspirerende)<br />
samtaledistance, - så mødte jeg Sonny for et par år siden, eller rettere: mødte ham<br />
igen, for jeg lærte ham første gang at kende på et tidligt tidspunkt i min dunkle fortid<br />
på en ikke særlig flatterende måde.<br />
Lisbeth nippede til den øverste af fire "fingre" whisky. - Og ved et par af de sidste<br />
lejligheder jeg har haft fornøjelsen af hans selskab, så jeg, at Slagter gav ham den dér<br />
lille bog - eller fik den af ham. De følte sig vel overbevist om, at den var i sikkerhed<br />
på hans supermandskrop. Så vidt jeg har forstået, har Slagter en ikke fjern fortid som<br />
fremmedlegionær, og den slags plejer at kunne passe på sig selv - men heldigvis ikke<br />
mod barske, frygtløse kontorassistenter, vel?<br />
Hun drak en velvoksen slurk, mens øjnene drillende slog smut over kanten af<br />
glasset. Hendes mundvige var drejet opad i det mest forfærdeligt nuttede smil i<br />
mands minde. Et smil, der kunne - ...! (Hallo, Brian - ... vågn op!)<br />
- Hvad er der i bogen? Min jernvilje sejrede, det var kolde facts, det drejede sig<br />
om, ikke drilske smil.<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 117
Change language