You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Efter meget nødtørftige introduktioner havde vi sat os omkring bordet i Helens<br />
hyggelige køkken. Jeg fortalte så kortfattet som muligt om vores tilbagekomst til<br />
sommerhuset. Kendsgerningerne hang i luften over køkkenbordet - som glemte,<br />
uønskede tøjstykker på en tørresnor. Hvad Harald eventuelt har oplevet af<br />
voldsomme ting, ved jeg ikke, men ingen af os andre kunne rigtigt acceptere, at det<br />
værst tænkelige var sket.<br />
Lisbeth var kommet sig utroligt på den sidste halvdel af køreturen efter det lille,<br />
halvfarlige intermezzo på motorvejen for at være helt nøjagtig. Hun var langt fra sit<br />
normale jeg, hendes bidrag til beretningen lød, som var hun en udenforstående, der<br />
genfortæller handlingen i en film, andre har set, men der var ikke længere grund til at<br />
frygte for hendes mentale tilstand. Helen virkede rolig og fattet, ikke for ingenting<br />
var hun Haralds søster, hvorimod Mona naturligt nok var den af os, der mindst kunne<br />
følge med i udviklingen. Hun havde fattet,at historien med den rige mand, hans<br />
dumme kone og den lejede slagsbror var usand, men omfanget af det, der var sket,<br />
gled tydeligvis ikke ind på lystavlen. Forståeligt nok, ét var, at Harald havde været<br />
overbevisende nok til at trække hende og Thomas med hjem til hans søster et par<br />
dage på grund af en eller anden affære, jeg var rodet ind i, noget ganske andet<br />
pludselig at høre om indbrud og brutalt knivstikkeri. Monas blik flakkede usikkert fra<br />
mig til Lisbeth og tilbage igen. Når hun stadig ikke kunne finde hoved eller hale på<br />
sine tanker, så hun over på Harald eller Helen, som for at tigge dem om en<br />
forklaring.<br />
Haralds pibe havde været slukket længe. Der var lange pauser mellem hans<br />
sætninger. Jeg håbede sådan på, at hans erfarne hjerne ville komme op med en<br />
løsning. Efter fundet af Birger - og i mindre grad ved de andre utrolige hændelser jeg<br />
havde været involveret i indenfor de sidste ... (hold kæft!!) tre døgn - havde jeg i<br />
perioder handlet, som om jeg vidste, hvad jeg gjorde, men jeg var ikke i humør til at<br />
bilde mig selv ind, at jeg pludselig var blevet forvandlet til en hærdet, handlekraftig<br />
He-man. De panik-reaktioner, jeg havde præsteret, kunne ikke blænde nogen, mindst<br />
af alle mig selv, og den sydende heksekedel øverst på min hals ville aldrig kunne<br />
kaldes for et skarpt, analytisk instrument.<br />
Jeg var mere end villig til at lade andre tage roret. Nu sad jeg som en håbefuld, lille<br />
dreng og ventede på, at min gode ven og fadererstatning (fuck you, Freud - bare i<br />
aften!) skulle åbne munden og give mig en hånddrejet, forkromet løsning, som ville<br />
få alle vores problemer til at forsvinde.<br />
Men det var Helen, der sagde noget først. - Lisbeth, tror du, at du er stærk nok til at<br />
tage tilbage i aften? Han kan jo ikke blive liggende dér for evigt. Hvis du mener, at<br />
du kan klare det, er det nok bedst, at vi får den del overstået så hurtigt som muligt.<br />
Hvem ved, når først politiet er involveret, kan vi muligvis finde en måde at<br />
overbevise dem om sammenhængen.<br />
- Ja, efter det, der er sket, tror jeg også, at vi er kommet ud over det punkt, hvor I<br />
kan bytte Jer til fred med Sonny for lommebogen. Du har stadig - øh ... bogen, ikke?<br />
spurgte Harald. Jeg nikkede.<br />
Lisbeth brød ind. - Ja, selvom jeg ikke har megen lyst til den køretur, tror jeg også,<br />
at det er det bedste ...<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 147
Change language