KAPITEL 1 - data Fiction

KAPITEL 18
Selvom Sonny tilsyneladende var alene, gjorde det ikke sagen bedre. Det svage lys
i porten kunne ikke skjule den aura af kold beregning og tilbageholdt vold, han
udstrålede. Jeg trak langsomt cyklen baglæns, ud i sollyset i gården. Sonny fulgte
efter med sindige, overlegne skridt.
- Du har svært ved at finde det rigtige sted at træne, har du ikke? Skal prøve først
det ene sted og så det andet. Folk er begyndt at lægge mærke til din iver rundt
omkring. Vidste du det, Brian?
Af mange årsager foretrak jeg at tie stille. Det var fuldstændig underordnet,
hvordan han havde fundet ud af, at jeg havde spurgt efter ham i centrene.
Hovedsagen var, at han vidste det, samt at han formodentlig ville gøre et eller andet
drastisk for at forhindre mig i at gentage succes'en.
- Sådan en rask ung mand som dig, skal da være på arbejde på denne tid af dagen,
ikke. Eller du har måske ikke noget arbejde, og så vil du forbedre dine chancer hos
badenymferne til sommer med lidt sund muskelpumpning. Eller er det kun Lizzie, du
er interesseret i? Hun er gift, ved du det? Hendes stodder er en rig data-idiot, som ser
meget bedre ud, end du nogensinde kommer til.
Sonny gik fremad, og jeg trak stadig cyklen baglæns, hvilket blev mere og mere
besværligt, efterhånden som pedalen drejede med bagud for til sidst at stoppe hårdt
og pinefuldt op ad mit højre skinneben og det blå mærke, som trappen havde tildelt
mig dagen før. (Og det var ikke på grund af mine allerede indhøstede skrammer, at
jeg syntes smerten ikke var værd at lægge mærke til). Sonny standsede to skridt foran
mig. Så vidt jeg kunne gætte ud fra udseendet, måtte han være cirka på min alder,
men dermed var det slut med lighedspunkterne. Han var mindre end mig og tyndere,
havde hvidt hår og et ulækkert, koncentreret ondskabsfuldt smil på læberne - og to
miniaturefotos af en nervesvækket privatdetektiv anbragt på hver side af den let
buede, spidse næse. (Jeg kunne især ikke lide de billeder!)
Portdøren gik op. I et desperat håb om, at det måtte være en beboer - eller endnu
bedre - Batman og Robin, der kom mig til undsætning, drejede jeg hovedet og - ... (-
shit!)
- Øh, Sonny, han er endnu ikke ... Slagter sagde ikke mere, da han fik øje på mig.
- Ved du hvad, Brian. Det er ikke så meget fordi, jeg ikke synes, du skal gå til
træning - og for min skyld kan du bolle Lizzie skeløjet (de bittesmå detektiver i de
blanke solbriller blev større - så jeg virkelig så skæpperæd ud?) - men når jeg siger til
dig, at du skal holde din store, beskidte snude for dig selv, forstår du, Brian, så ser
jeg helst, at du retter dig efter det, ikke?
Smilet forsvandt ikke fra hans ansigt, og for hver sætning drejede han langsomt
hovedet fra side til side. Selvom jeg på grund af de spejlende brilleglas ikke kunne
vide, i hvilken retning hans øjne så, regnede jeg med, at det var for at sikre, at der
ikke var uvedkommende i nærheden, som kunne forstyrre den foranstående,
planlagte slagtning.
Bjerget - (gulp) - Slagter gik hen bag Sonny, men virkede i modsætning til denne
ganske uinteresseret i mig og i omgivelserne. Hans blik afslørede ingenting. Han stod
blot og så frem og tilbage mellem mig og Sonny. Sonny var åbenbart tilfreds med
stedets folketomme karakter, for uden at skifte toneleje trak han en aflang genstand
Muskler Jens E.Hansen Side 83