KAPITEL 1 - data Fiction

Harald havde ubetvingeligt ret, og jeg gulpede veltilfreds et enormt morgenmåltid i
mig, og konstaterede, at det ikke kun var mig, som gjorde store indhug i
brødbeholdningen. Undervejs nævnte ingen af os gårsdagens hændelser med så
meget som en gumlet stavelse. For en udenforstående var vi blot tre venner eller
familiemedlemmer i færd med at indtage en fredelig gang morgenmad. Jeg fik dog at
vide, at de to havde været fælles om tilberedningen, efter at Harald havde hentet det
fornødne.
- Ja, vi behøver aldrig tage noget med herop. Det nye marked, der erstattede vores
hyggelige gamle købmand, har altid åben, fortalte Lisbeth, - og det har næsten
samme udbud som derhjemme, blot dyrere.
- Nå, det skulle da ikke kunne forskrække Jer, mumlede Harald.
Social indignation er ikke det, der plager ham mest, men jeg kunne godt forstå hans
kommentar. Hytten, sommerhuset, eller snarere "sommerresidensen" var næsten,
eller tæt på næsten, lige så stort som huset i Gentofte. På min vandring fra værelset
havde jeg passeret fire tilsvarende rum samt en gang med endnu tre døre.
Morgenbordet var dækket i køkkenet, som var en halv gang større end min stue
hjemme på tredie sal. Uden anden overgang, end at fliserne blev afløst af væg-tilvæg-tæppet,
lå stuen i forlængelse af køkkenet, mindst ti meter lang. Stuen sluttede i
store panorama-vinduer med udsigt over et hav, som jeg senere fik at vide var Sejerø
bugt. - Bliver I aldrig væk fra hinanden?
- Ja, det er alt for stort, men Birger har sørget for, at en mand kommer forbi og
ordner haven, ser efter at der ikke har været indbrud og sådan. Ikke for dét, for vi har
samme alarm-system som derhjemme, og døre og vinduer er speciallavede.
Jeg syntes at kunne spore en vis form for utilpashed hos hende over al denne
luksus, eller måske var det sikkerhedsforanstaltningerne for at bevare luksus'en, der
var trættende. Stedets størrelse påvirkede naturligvis ikke hende på samme måde,
som os andre.
Da vi en times tid senere sad med den sidste kop "morgenkaffe" ude på den
overdækkede terrasse foran stuen, hvor der ikke engang var de lave karme til at
dække for udsigten, blev vi modstræbende nødt til at nærme os alvorligere emner.
- Jeg ringede til min søster, Helen, i morges - håber, det er i orden for dig, Lisbeth?
Hun nikkede beroligende. ... - og jeg skulle hilse dig fra Mona og Thomas, Brian. Jeg
var nødt til at gennemhulle nogle af Monas ideer om, hvad der foregår - hvad du har
fortalt hende, kan jeg til min død ikke gennemskue - og da hun hørte, at jeg skulle
hente dig og Lisbeth, måtte jeg igen berolige hende med, at det ikke var, som hun
troede.
(- Og nu var min selvtillid ellers lige begyndt at vise sundhedstegn!) Haralds snak
om Mona - og ikke mindst om den sindssyge historie, jeg havde bundet hende på
ærmet - fik mig til at se beskæmmet ud over vandet. De tunge skyer, som hastede
østover for at blokere sollyset, var et glimrende sindbillede på mine tanker i det
øjeblik. Den storslåede udsigt blev flittigt beundret, ligeså de sorte skyer. (Lisbeth
turde jeg i hvert fald ikke se på).
- Ja, det ser ud til storm, sagde Lisbeth. - Hovedsagen er, at Mona? - og hendes søn
er i sikkerhed, og hvis ellers der ikke sker noget helt uventet, vil jeg tro, at vi kan
blive her i det mindste de næste par dage. Når Birger kommer fredag - åh, det er
Muskler Jens E.Hansen Side 128