KAPITEL 1 - data Fiction

Min hånd dirrede kun svagt, da jeg stillede glasset. Lisbeth sænkede blikket ned
mod bordet, lavede små cirkler i dugen med vinglassets fod. Jeg rømmede mig svagt,
tog en dyb indånding ... og begyndte.
***
KAPITEL 21
Jeg var glad for, at der var mange mennesker i restauranten, så lydniveauet kunne
opsuge Lisbeths protester. På et mere stilfærdigt sted ville vor samtale hurtigt få en
diskret tjener til at forespørge, om der var noget, vi ønskede eller var utilfredse med,
blot for at lokke os til at dæmpe stemmerne. Ikke at jeg talte højt, for jeg havde det
største mas med at formulere mig, så hverken jeg eller Birger kom til at stå i et alt for
dårligt lys hos Lisbeth. Lettere sagt end gjort, for hun var ved at eksplodere af raseri,
da sagens sammenhæng gik op for hende. Hun talte højt. Jeg havde, stærkt støttet af
Harald, skåret igennem alle min tvivl, mine betænkeligheder og spekulationer og
valgt den korteste, omend besværligste og farligste vej.
Jeg fortalte alt. Fra mit møde med Birger til ulykken på S-togstationen. Det var
naturligvis sværest at starte, dels fordi jeg skammede mig over at have påtaget mig
opgaven, dels fordi Lisbeth mange gange afbrød mig med diverse indignerede og
farverige udtryk. Mine vage forsøg på at give en form for forklaring på Birgers motiv
til at bede mig holde øje med hende, affejede hun temmelig brutalt, hvad jeg først
senere kom til at forstå, men da hun gradvis blev klar over, at det, der var så
alvorligt, at jeg havde valgt at afsløre den latterlige detektivhistorie, ikke drejede sig
om Birger, men i højere grad om mine oplevelser i forbindelse med Sonny og Slagter
- og ikke mindst deres forbindelse til hende selv - ebbede hendes eder ud, og til sidst
lyttede hun eftertænksomt til min beretning om Sonnys trusler, vagten ved min dør
og Jakkesættets selvforskyldte død.
Da jeg forklarede min og Haralds teori om, at hun kunne være i fare, hvis Sonny
ville finde ud af sammenhængen mellem hende og min "snusen omkring", afviste
hun det først. Det kunne umuligt være så slemt. Hun kendte Sonny, sagde hun, og
selvom hans facon var temmelig gangsteragtig, havde hun effektivt sat en stopper for
hans interesser i hende. Hvad disse interesser gik ud på, ville hun ikke nærmere ind
på, og jeg valgte at lade det falde - for et stykke tid.
Hun kunne ikke forstå, at det ligefrem var nødvendigt at "gå under jorden",
ovenikøbet at lade Mona og Thomas gøre det samme. Hun mente, det var at
overdrive angsten for de fyre, men efterhånden som jeg supplerede med beretningen
om de to rockere, som var pot og pande med Sonny, og som åbenbart havde fortalt
ham om mit besøg i "MUSCLEMANIA", samt uddybede mine teorier om det
dopingsalg, Sonny og Slagter måtte stå bag, fik jeg overbevist hende om, at der
faktisk var noget at være bange for. Doping er ikke helt det samme som narkotika,
men pengene, der er involveret, betyder, at de, der tjener pengene, ikke vil finde sig i,
Muskler Jens E.Hansen Side 109