KAPITEL 1 - data Fiction

hævet flere penge og købe træningstøj. Lidt mad skal vi vel også have i skrutten,
ikke).
Beslutningen var hurtigt taget. Jeg gik rask afsted, nåede stationen og tilbragte de
næste par timer med at foretage en række nødvendige indkøb, spise en gang hurtig
mad og prise mig lykkelig over, at den time, jeg havde tilbragt i Helvede, til min
store glæde og overraskelse trods alt ikke havde tæret mere på mine kræfter. Jeg
kunne gå, stå og tale, som jeg plejede. Ud over en ubetydelig svaghed i
skulderleddene og knæene, følte jeg mig helt normal. Tanken om at melde mig ind i
centret og træne sammen med Lisbeth, forekom mig ikke længere nær så
afskrækkende.
Jeg bragte mine indkøb hjem, forede baglommen med hundredkronesedler og drog
atter mod nord for at tjekke, om Lisbeth stadig var hjemme og i god behold.
Klokken var blevet henad otte, og til min lettelse var der tændt lys i et par af
vinduerne i huset. Jeg vandrede omkring i kvarteret, sad på min bænk, "hilste" på
Cæsar og undrede mig over, at mine muskler ikke udviste nævneværdige tegn på at
lide under min første træningstime.
(- Gamle Tarzan er ikke helt ude af form alligevel!).
Det var meget mørkt på den fredelige villavej og bortset fra de hjemvendende
koncerndirektører og departementchefer, virkede alt roligt. Intet tydede på, at Lisbeth
ville foretage sig noget den aften heller. Jeg belavede mig så småt på at nå det næste
tog, da jeg hørte en bil komme op ad vejen
Ud fra motorlyden kunne jeg forestille mig, hvordan bilen langsomt rullede frem
mod det sted, hvor jeg sad. Det var egentlig ikke mistænkeligt. Lyden ændrede sig,
bilen stoppede. Jeg hørte en bildør smække, og der blev stille igen. (- Endnu en
direktør vel ankommet til hjemmets arne), tænkte jeg, men nu gassede motoren op
igen. Jeg blev nysgerrig, for lyden kom afgjort ikke fra en taxi, der havde sat
passagerer af. Den umiskendelige lyd af dieselmotor, som taxier har, kendte jeg
udmærket; den lyd var det i hvert tilfælde ikke. Jeg rejste mig og trådte langsomt
frem mod fortovet for at kigge ned af vejen.
Midt på den smalle vej kom et alt for velkendt køretøj langsomt trillende - mod
nummer 43 - var jeg sikker på!
Der var ikke et sekund at spilde, men desværre heller ikke noget sted, hvor jeg
kunne gemme mig. De lave buske mod vejen kunne ikke skjule mig, træerne var for
små og for tynde, græsplænen var bare en græsplæne. Ingen gemmesteder her! Der
var heller ikke tid til at løbe ned i den anden ende af parken og forsvinde om hjørnet.
Gode råd var ubetalelige i det øjeblik. Min eneste mulighed var... nabohækken?
Grundene på hver side af parken var omgivet af høje og efter årstiden forholdsvis
uigennemtrængelige hække - jeg tog chancen. Hurtigt dukkede jeg ned og løb
foroverbøjet hen til det forreste hjørne af parken - endnu en gang ulovligt hen over
græsplænen - satte mig på hug bag en kortstammet, bladløs busk, så tæt op ad
hækken, jeg overhovedet kunne komme - og ventede. Hvis bilen blot ville køre forbi
i et normalt tempo, var der en fair chance for, at jeg ikke blev opdaget.
Motorlyden kom nærmere... brummede ildevarslende bag hjørnet af hækken ... om
et ganske lille øjeblik ville den dukke frem...
Den jeep-agtige bil rullede adstadigt - ... nej, rovdyrsluskende forbi.
Muskler Jens E.Hansen Side 39