You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
de lukkende døre, klemte mig igennem, greb fat i de indvendige dørhåndtag og<br />
koncentrerede mig om ikke at miste balancen under accelerationen.<br />
Mit hjertet bragende i brystet, mit åndedræt kunne trække en vindmølle, men jeg<br />
var sluppet fra ham! Jeg klamrede mig til stangen foran glasruden ind mod den store<br />
midterkupé. Vi var en seks-syv mennesker på dørperronen. Op ad det modsatte<br />
vindue stod to punkere, travlt beskæftiget med at udforske hinandens drøbler. Deres<br />
kysseri eller rettere kraniegnaveri levnede dem ingen interesse for omgivelserne. Til<br />
gengæld var ingen optaget af at glo på deres neonfarvede Mohawk-frisurer,<br />
sikkerhedsnålene i øreflipperne og de mirakuløst sammenhængende laser, der<br />
udgjorde deres ben-beklædning. Selv ikke en så malerisk opstilling kunne aftvinge<br />
omgivelserne den mindste opmærksomhed. De omkringstående var enten<br />
koncentrerede om deres sammenfoldede avis eller gloede uinteresseret ud gennem<br />
den øverste del af vinduerne, som om løsningen på livets gåde hang og dinglede ude<br />
langs den vindblæste togside.<br />
Toget drønede ind i den lange tunnel, som ville føre os på tværs af den indre by, og<br />
udsynet blev begrænset til spejlbilledet af os selv. (Hvis nogen kan finde svaret på<br />
livets gåde i dét syn, vil jeg gerne høre nærmere fra vedkommende). Ingen havde<br />
reageret på min pudsige entre. Jeg vendte mig langsomt og kontrolleret og kunne<br />
konstatere, at de siddende passagerer i kupéen end ikke kiggede på mig. Myldretiden<br />
var som sagt direkte overhængende, og resten af togvognen var godt besat med<br />
kedelige, pæne, grimme, læsende, skulende, halvsovende - med andre ord, ganske<br />
almindelige mennesker, som hver for sig havde rigeligt at se til og tænke på.<br />
Forpustede mennesker, som dødsforagtende kaster sig ind mellem de lukkende<br />
togdøre, er virkelig for ordinært til at ordentlige mennesker tager sig af det. Mange<br />
gange havde jeg følt en frustreret, nærmest rasende lyst til at tvinge alle disse<br />
ligeglade mennesker til at afgive bare en enkelt reaktion, som viste, at der var liv i<br />
dem. Men ikke i dag. Den overvældende mangel på interesse for andres opførsel var<br />
dejligt beroligende.<br />
Bedst af alt: Intet spor af min forfølger. Jeg åndede lettet op. Mit stepnummer på<br />
perronen havde virket, Jakkesættet var hoppet på limpinden, jeg mener: toget, der<br />
skulle den anden vej! Om han alligevel ikke havde ladet sig narre og ovenikøbet var<br />
nået at stige på en af de efterfølgende vogne, kunne jeg naturligvis ikke vide, men i<br />
de to minutter, der var til næste stop, kunne jeg i det mindste forsøge at få pusten<br />
igen. Toget rullede ind på undergrundsstationen, hvor Lisbeth og jeg sidst var stået<br />
af. Denne station ligger nærmest forretnings- og kontorkvartererne i den indre by og<br />
benyttes dagligt af utroligt, nej, af ekstremt mange mennesker; og her var det i<br />
allerhøjeste grad myldretid.<br />
Fra det øjeblik, toget passerede det forreste af perronen, gled en massiv mur af<br />
menneskekroppe forbi vinduerne. Billeder af japanske uniformer, som med lange<br />
stave banker japanske jakkesæt på plads bag togdørene, gled endnu engang over min<br />
indre video. Erfaringen sagde mig imidlertid, at danske forhold også på dette punkt<br />
er langt mere humane og ublodige. Skønt de mange mennesker kun er interesseret i<br />
at komme ombord på deres tog og ikke tager særligt hensyn til deres sidemænd og -<br />
koner, er det trods alt en sjældenhed, at det medfører hospitalsophold at køre med Stog<br />
i myldretiden. Blå mærker er højden.<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 94
Change language