KAPITEL 1 - data Fiction

mænd til at tilkalde "hele maskineriet og især Dupond og Dupont".
Aktivitetsniveauet i patruljevognenes radioer steg mærkbart, da sagen ændrede status
fra nyheds-varm til forside-gloende.
Vor erfarne betjent lod Lisbeth og mig sætte os ind ved siden af Johs, som fornøjet
fulgte udviklingen, men som stadig ikke var med på, hvad det drejede sig om. Harald
førte politimanden om til bagdøren og viste ham geværet.
Da vi nu blot ventede på kriminalpolitiet, faldt der relativ ro over stedet. Og vores
anmelder viste sig nu. (Hvad sagde jeg!) Den største køter, jeg til dato har set, kom
trækkende med en mand, hvis eneste indrømmelse overfor vejrliget var en tæt tillynet
vindjakke. Han så modbydeligt frisk og sundhedsdyrkende ud, men mine dyrt
indhøstede erfaringer sagde mig dog, at det ikke var vægte, han trænede med.
Manden havde det største besvær med at komme hen til os - han kom fra samme
trappe, som Johs tidligere havde benyttet - og to af de unge politifolk måtte hjælpe
ham med at trække uhyret væk fra det blodige, særdeles vellugtende lig. Hunden var
nok sulten.
Da han kom nærmere, hørte vi ham bekræfte overfor vores betjent, at det var ham,
der havde ringet. Han havde set os ovenfra, efter at han på afstand var blevet fanget
af det fantastiske syn af Johs, som løftede sin cykel op og kylede den ud over muren.
Skud nummer ét lød, inden han nåede hen til kanten og et kort blik ned på kajen var
nok til at sende ham afsted sammen med "Baskerville" (- hvad kunne monstret ellers
hedde!) for at finde en telefon. På vej væk hørte han så det andet skud, hvilket fik
ham - for ikke at snakke om den legesyge hund, som troede, at de nu rigtigt skulle
more sig - til at løbe endnu hurtigere. Til sidst lykkedes det ham at finde et
arbejdsskur, hvor nogle havnearbejdere sad og kedede sig, og derfra havde han ringet
til alarmcentralen. Betjenten takkede den gode borger og bad ham vente, til
kollegerne fra kriminalen nåede frem.
Den først ankommende bil viste sig imidlertid at indeholde noget andet og i enhver
betjents øjne temmeligt uønsket. Et par vakse journalister, som ville få svært ved at
påstå, de ikke ulovligt aflyttede politiets radiofrekvens, kom lige så "sultne" som
Baskerville styrtende hen mod varevognen, og så kom de tre unge betjente på
arbejde. I bedste rugbystil hev de fat i de ivrige bladfolk, og fik - til
akkompagnement af indignerede råb og protester - bakset dem bagud, væk fra
gerningsstedet. Den ene journalist kendte vores betjent ved navn og appellerede -
forgæves - til ham om at lade dem slippe frem, før konkurrenterne kom og ødelagde
det. Frådende og frustrede måtte de nyhedshungrende journalister vente i deres bil.
Sådan stod sagerne, da en ambulance efterfulgt af tre civile køretøjer spyttede de
næste dele af maskineriet ud. I skarp forfølgelse af disse kom flere biler, flere
reportere. Hvem "Dupond og Dupont" var, kunne jeg først ikke se, men to vigtigt
udseende herrer foretog en hurtig inspektion af liget, hvorefter de med alvorlige
miner gik hen til vor ven og fik en briefing om det skete.
Kriminalfolkene sendte fordækte sideblikke til Lisbeth og mig, stirrede langt mere
åbenlyst på de ubehagelige blitzlys fra ådselsgribbene langs de hastigt opsatte
afspærringer, på liget samt den gode borger med Baskervilles uhyre i snor. De
nikkede alvorligt flere gange under betjentens redegørelse. Så blev det vores tur. Den
ene civilklædte kom hen til bilen, mens han dels vinkede afværgende mod
Muskler Jens E.Hansen Side 175