KAPITEL 1 - data Fiction

Sonny ikke kunne stoppe, mens legen var god, er noget vi længe har vidst. Desværre,
Slagter, der er intet, der tyder på, at tingene ikke hænger sammen, som vi indtil
videre har fået dem forelagt.
Hans kollega overtog med en mere barsk mine, - Da vor uheldige kollega i morges
kom ud af sit coma, gav han en glimrende beskrivelse af den bil, som i aftes kørte
væk fra fru Elizabeth Jensens hjem, vel at mærke med en ubevægelig, og
sandsynligvis bevidstløs fru Jensen på bagsædet. En bil, som ti minutter senere
sørgede for, at vor kollega det næste halve år kan hjælpe sin kone med at passe deres
to små børn, som altså i denne omgang ikke blev faderløse. Og hvis det ikke er nok,
hr. Slagter, kan en betjent godt koncentrere sig om at skrive nummerplader på sin
vinduesblok, selv med hundredeogtres i timen.
- ... og blokken var rimeligt læselig, selv efter den lufttur, I gav Nielsen.
"Desværre", Slagter. Vil du følge med vor ærede kollega der? Klaus, du kan kalde en
af patruljevognene over walkien, hvis du skal have hjælp med vor forfulgte ven.
På dette tidspunkt var Lisbeth og jeg ved at segne - ikke så meget på grund af
presset fra de voldsomme begivenheder - men i langt højere grad, fordi alt nu tydede
på, at der ikke ville være problemer med at få politiet til at godtage vores historie.
Alt, hvad Dupond og Du- ... nej, de to kloge og forstandige opdagere sagde, viste, at
de i store træk var klar over rollefordelingen. For første gang syntes jeg, at vi kunne
tillade os at se lysere på fremtiden.
- Så er vi nået til jagtgeværet. Det er Deres, kan jeg forstå ...
Det bankede på døren. Betjenten, som skulle eskortere Slagter til stationen, kom
ind igen. Han gik hen til den ene opdager, bøjede sig ned og hviskede i hans øre,
mens han skævede til Lisbeth. Hans overordnede lyttede intenst, nikkede kort og
vendte sig helt om mod os.
- Jeg håber, at De ikke vil have problemer med at overbevise os om, fru Jensen, at
Slagter ikke har ret, når han påstår, De og Brian Mortensen har betalt ham og Sonny
et endnu ikke oplyst beløb for at skaffe Deres mand af vejen?
***
KAPITEL 32
Lisbeth gloede uforstående på opdageren. Jeg gloede på ham, Harald ... gloe- ...
næmennej - Haralds øjne lynede! Hans kinder dirrede, hans hænder løftede sig i
raseri. Et øjeblik sad vi alle som forstenet - undtagen Lisbeth, der på zombie-vis
begyndte at ryste uendeligt langsomt på hovedet - ikke kun på grund af Slagters
uhyrlige anklage, men i langt højere grad på grund af Haralds reaktion.
Personligt har jeg aldrig set Harald bevæge sig hurtigt, handle overilet, kaste sig ud
i hidsige diskussioner eller foretage sig pludselige eller voldsomme ting, aldrig! Selv
nedskydningen af Sonny havde ikke slået en ridse i hans vanlige, rolige opførsel.
Opdagerne havde indtil nu også kun oplevet ham som en fredelig, afslappet person
med et behageligt overblik. Ingen troede deres egne øjne. Eller ører!
Muskler Jens E.Hansen Side 178