KAPITEL 1 - data Fiction

etragtede hende i halvmørket, studerede hendes vidunderlige ansigt, svimlede ved
synet af hendes brysters runding under skjorteblusen, sværmede for hendes ...
Skrammelkassen gjorde ingen stads af stilheden. Harald ville åbenbart være sikker
på, at vi hørte ham komme.
Lisbeth rejste sig og gik hen til vinduet, trak gardinet til side og så ud på vejen. -
Sikken en skrotbunke. Det er da forhåbentlig ikke den vi skal ...?
- Jo, Harald sætter en ære i at reparere den selv, og det er han ikke særlig god til. I
det mindste ikke hvad det ydre angår, men motoren plejer ikke at fejle noget. Med
den opbremsning, er jeg bare forbavset over, at den stadig har skærme på.
Jeg stillede mig hen ved siden af hende, men fortryllelsen var brudt. Virkeligheden,
den brutale virkelighed, fjernt fra naive ungkarledrømme, var igen imellem os. Vi gik
ud i hallen, hankede op i vores tasker, og efter at Lisbeth havde låst hoveddøren og
vredet en lille nøgle om i en grå kasse, som diskret sad bag trappens murede
gelænder, mødte vi Harald neden for trappen. Uden introduktioner lagde vi taskerne
om bagi, hvor der som sædvanlig var fyldt op med alskens skidt og kanel, værktøj,
brædder, kasser med ragelse og hvad geskæftige mennesker som Harald ellers mener,
at de kan få brug for i en snæver vending.
På det brede forsæde var der sagtens plads til os alle tre, vi klatrede ind med
Lisbeth i midten. Harald satte vognen i gear og drejede ud fra kantstenen. Han vendte
skrumlet på den snævre vej uden at fjerne genboens hæk (på et hængende hår) og så
gik det derudad. I løbet af et par minutter var vi væk fra de lange, smalle villaveje og
fandt ind på den hurtigste rute mod motorvejen, som var starten til vejen mod
Sjællands Odde. (Én ting er med stigende hast blevet mere indviklet end reglerne for
de blå linier i ishockey: det storkøbenhavnske motorvejsnet. Da jeg sjældent kører
lange ture som bilist, er det udbredte system af udfletninger, sammenfletninger, over-
og underføringer, vigespor, tværspor, vildspor et cetera ligeså bekendt for mig som
Amazonas jungle. Harald er endnu mindre begejstret for dette kilometerlange spild af
borgernes penge, end jeg er, men denne aften var det på mirakuløs vis en fordel at
benytte en af de nyeste, tværgående støjkilder - hvilket ikke automatisk er tilfældet,
skulle man driste sig op ad for eksempel rampen til Ring 4. Nu er I advaret!)
OK, vi skulle først finde den nye motorvejsstrækning, så der var endnu en chance
for, at Harald gav op og i stedet valgte den "gamle", sikre rute.
Da Harald ikke længere var optaget af at svinge og finde ud af vejen, stak han
Lisbeth sin ene, barkede næve.
- Ja, jeg er altså Harald, og du må være Lisbeth. Vor lille detektiv har ikke rigtig
kunne holde mund med, hvad han går rundt og laver, men apropos ... Harald kastede
et langt, undersøgende blik i sidespejlet. - Du, "Sam Spade", kan du ikke lige slå op i
håndbogen og finde ud af, hvordan man ryster en skygge af?
- Hvad mener du, råbte jeg, drejede mig i sædet og stirrede ud gennem den
snavsede bagrude. En små halvtreds meter bagude skimtedes et par hvide pletter i
skidtet. Efter Haralds mening var det altså forlygter. (Biltypen var jeg af naturlige
årsager ikke i stand til at genkende).
- De lygter er fulgt efter os gennem de sidste seks-syv sving, og det er vel ikke helt
urealistisk at forestille sig muligheden af, at det er nogle af dine nye venner, som
ikke kan undvære dig - eller Lisbeth.
Muskler Jens E.Hansen Side 122