You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
forfærdelig masse koncentration til for at løsne grebet, men det lykkedes. Jeg gav<br />
ikke slip på hånden, men tvang mine fingre til at gribe den mindre brutalt. Det var en<br />
rar fornemmelse at mærke Monas hånd i min. Hvis jeg blot kunne nøjes med at<br />
tænke på Mona og hendes hånd, ville det måske hjælpe mig til at slappe af. Jeg tog<br />
en række dybe indåndinger, holdt luften i mig og forsøgte at kontrollere lunger og<br />
hals til at puste normalt ud. Det blev knap så vellykket, som jeg håbede; selv for mig<br />
lød det, som om jeg hulkede. Jeg var ikke på grådens rand - det var værre. Min angst<br />
og rådvildhed gjorde mig sitrende anspændt, selv ikke den smarteste gang<br />
hjemmelavet kropsterapi og husmands-yoga kunne opbløde mine dirrende muskler<br />
og fastlåste led. Jeg havde en klar fornemmelse af, at min krop kun hvilede på<br />
nakken og hælene, resten hang udspændt en halv meter over sengen som en bro i<br />
spændbeton.<br />
Mona sagde stadig intet, gav min hånd et klem eller to, men lod ellers blot fingrene<br />
hvile roligt mellem mine. Mine kaotiske tanker væltede rundt mellem hinanden,<br />
snurrede og hvirvlede hurtigere og hurtigere, antog mere og mere groteske former og<br />
blev til sidst så forvirrede og uforståelige, at de voksede sammen til én sammenhængende,<br />
sort og truende tåge, som lagde sig over min hjerne; detaljerne svandt ind,<br />
blev hver for sig ubetydelige - uden at miste deres samlede dommedagsstemning -<br />
men samtidig mærkede jeg, at de på en sær måde opløstes, flød ud. Mit hoved<br />
pulserede med højlydte dunk; de talløse farer, den afgrundsdybe frygt og min<br />
hjælpeløshed harmonerede på grummeste vis, og fik min hjerne til at gispe af mental<br />
luftmangel, men en del af mig holdt fast i virkeligheden. Uendeligt langsomt, men<br />
alligevel mærkbart, trængte bevidstheden om et andet menneskes nærvær sig gennem<br />
det dybsorte mørke, og den enkle berøring af Monas hånd fik gradvis broen til at<br />
sænke sig.<br />
Da Mona kunne mærke, at jeg var landet på lagenet igen, sagde hun stille, - Det er<br />
ikke nogen rar historie, vel?<br />
Et øjeblik holdt jeg vejret, stirrede blindt ud i soveværelset, glemte alle tanker,<br />
mærkede kun menneskets mest elementære frygt, frygten for at være alene, uden<br />
hjælp, men følte på samme tid Monas velmente bekymring, som ikke afhang af min<br />
histories troværdighed. Her var der - om ikke andet - trøst at hente. I neonmørket,<br />
sammen med den kvinde, jeg flere gange havde elsket så dejligt med, kunne jeg<br />
smide de sidste, forkullede rester af den "voksne", oversmarte Brian og lade<br />
"Barnet", den ensomme, rådvilde Brian, komme frem. Uden at skamme mig. Med et<br />
hulk vendte jeg mig mod hende, lagde hovedet ind til hendes hals og græd.<br />
Mona sagde ingenting.<br />
Vi lå længe på denne måde. Monas frie arm lagde sig blidt på min ryg, aede mig<br />
med lange, bløde strøg. Jeg græd de hjælpeløses, de fordømtes tårer. Der var intet,<br />
jeg kunne eller ville gøre. Bare glemme det hele, ikke? - ligge her trygt og godt, hvor<br />
ingen kan røre mig. Mona kunne ikke hjælpe mig mod de fyre, jeg var kommet på<br />
tværs af, men det var vidunderligt at få lov til at ligge som et lille barn ved hendes<br />
skulder og mærke hendes varme krop mod min. En hjælp, måske en større hjælp end<br />
man umiddelbart skulle tro. (OK, så har Freud fået nok for idag! En moderat<br />
(uerkendt) moderbinding er ikke at foragte, men ved tanken om det, der nu skal ske,<br />
så - ... tja, hvo'n var det nu, Sigmund sagde?)<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 80
Change language