KAPITEL 1 - data Fiction

etød, at faren blev så meget desto mere overhængende, for lyset var der hele tiden,
man kunne ikke slippe ud af det, og samtidig blev man blændet af det, forhindret i at
se - og forstå - truslen ude i mørket bag lysskæret. Jeg ønskede brændende, at en
ukendt, godvillig kraft eller guddom, den pt vagthavende måske, nådigt ville slukke
lyset et par sekunder, så jeg kunne dreje af fra dette dødsløb. Man bliver så - ...
(gaaaab) ... træt af at løbe hele tiden, ikke sandt, lille hare.
De få sekunders mørke fik næsten bugt med mine øjenlåg, men jeg nåede at se, at
haren virkelig var sluppet væk.
- Bare det var mig, påstod Lisbeth bagefter, at jeg havde mumlet.
Jeg sov.
***
KAPITEL 24
- Brian. Vågn op, Brian. Lisbeths stemme kom langt væk fra. Jeg mærkede en hånd
på min kind, og stemmen fortsatte stille, - Brian, vi er fremme.
Hvad klokken var, vidste jeg ikke, hvor vi opholdt os - sådan rent geografisk set -
var det mest uinteressante, jeg kunne forestille mig. Det eneste, der betød noget, var,
at min bedste ven, Harald, og jordens dejligste kvinde, Lisbeth, under en blanding af
kommandoer og nænsom styring fik halet mig ud af bilen, fik mig bugseret op af
nogle trappetrin, lænede mig op ad en dørkarm, førte mig videre frem til et
vidunderligt mørkt værelse og varsomt lagde mig på en himmelsk seng. (At jeg
næste formiddag spekulerede over, hvem af dem, der havde klædt mig af, nævner jeg
kun i forbifarten; begge udgaver gav mig hede kinder. Og trusserne sad da, som de
plejede).
Jeg vågnede til duften af bacon og spejlæg, kaffe og frisk morgenbrød, og på
bordet så jeg senere til overflod juice og marmelade. Duften og lydene fra køkkenet
overdøvede de nu - syntes jeg selv - velkendte, dunkende smerter i mine muskler.
Ikke for ingenting havde jeg været til træning dagen før. Viggos profetier skulle altså
gælde for altid! Men lige nu var det sulten, der rungede højest i mit indre.
- Jeg havde ellers givet room-service besked om ikke at vække dig, men det er ikke
til at få ordentligt personale nuomdage. Jeg håber, at "continental breakfast" er
orden?
Lisbeth virkede ikke, som om hun havde kørt den halve nat. Det kunne ikke være
blevet til mange timers søvn, hvis hun selv havde tilberedt det kæmpebord - og hvem
skulle ellers have gjort det? Frisk og dejlig sad hun overfor, hvad der måtte være min
plads: ubrugt tallerken, rent bestik og et tomt glas. Men dén plads for bordenden?
Der lød skridt i gangen. (Åh ja, ham havde jeg helt glemt).
- Nå, vores lille detektiv er dukket op til overfladen. Harald kom ind fra gangen og
gik hen og fyldte en termokande ved kaffemaskinen. - Sæt dig, min dreng. Du må
være glubende sulten - efter al den søvn.
Muskler Jens E.Hansen Side 127