You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
- Ja, ja, men det kan han også sagtens være. Når han altså bare ikke lige tærsker<br />
livet ud af folk på bestilling. Men hørte du, hvad han sagde? Min tålmodighed var<br />
rigtig kommet på prøve.<br />
- Han sagde noget om at prøve senere, men han så meget opgivende ud, mens han<br />
sagde det, og så vendte han sig og så direkte på mig. Jeg turde ikke blive stående<br />
længere; men han gik lige bagefter.<br />
- Han fik sikkert ordre på at prøve flere gange, klokken er trods alt ikke mere end<br />
ni. Men én ting er sikker, jeg skal ikke ned til lejligheden i aften. Shit, havde jeg dog<br />
bare holdt snuden for mig selv!<br />
- Ja, eller andre legemsdele, hva'? Det er ikke sådan, når de små amoriner svæver<br />
rundt på grisestien. Og så med en gift kone, hva'. Fy fy skamme, slemme dreng.<br />
- Åh, gider du lige. Jeg står ikke til regnskab for ... øh, nogen. Og hvis jeg har lyst<br />
til at ... Der var ingen modstand eller kampgejst tilbage i mig. - Lad mig bare være i<br />
fred, ikke. Og i morgen tidlig, hvis du så gider gå ned forbi igen og se, om der er<br />
nogen, så smutter jeg ind og henter mine ting. Jeg må hellere se at finde et andet sted<br />
at slå mig ned - i hvert fald for et stykke tid.<br />
- Hvor vil du tage hen?<br />
- Det aner jeg ikke, men jeg har hele natten til at tænke sagen igennem og finde på<br />
et eller andet.<br />
Resten af aftenen prøvede Mona på forskellig måde at aflede min opmærksomhed<br />
fra mine dystre tanker, men der var ingen emner, som kunne fastholde min interesse<br />
ret længe. Til sidst gav hun op, ryddede af sofabordet og gjorde klar til at gå i seng.<br />
Vi blev enige om, at jeg selvfølgelig skulle sove i dobbeltsengen, som jeg havde<br />
gjort før, men der var ikke antydning af forventninger om nogetsomhelst fra nogens<br />
side. Stilfærdigt gjorde vi os klar til at sove, kravlede ned under dynerne, Mona<br />
slukkede lampen på sengebordet, og så lå vi dér side om side som to dukker og<br />
kiggede op i loftet, hvor de spraglede farver fra lysreklamerne overfor lavede sære,<br />
men ubarmhjertigt ens mønstre.<br />
Mine tanker var for tretusinde gang i færd med at overtale mig selv til at tage en<br />
lille ferie, bare en uges tid. Når Birger kommer hjem i næste weekend, kryber jeg til<br />
korset og fortæller, at jeg ikke har fundet ud af noget, ja, "jeg har fået nyt arbejde, så<br />
jeg ikke kunne bruge tiden på at følge efter Lisbeth", eller "min mor blev pludselig<br />
syg", eller - ... nej, jeg vil sige sandheden og fortælle det, som det er: at Lisbeth<br />
bliver forfulgt af to dopingsælgere, at jeg bliver truet at store, voldelige fyre, som<br />
også er efter Lisbeth, at Birger selv må rede trådene ud med hende ... - eller: i<br />
morgen tager jeg ind til træningscenteret og får fat i Lisbeth og advarer hende mod<br />
Sonny og Bjerget, eller - ...<br />
Monas hånd havde sneget sig ind i min, uden at jeg havde lagt mærke til det. Jeg<br />
fornemmede, hvordan hun drejede hovedet for at se på mig. Det neonspættede mørke<br />
betød forhåbentlig, at hun ikke kunne afgøre, om det var lyset eller mit ansigt selv,<br />
der dannede de groteske trækninger, som jog hen over det. Det kunne ikke nytte at<br />
lade hende vide, hvor slemt det stod til. Under ingen omstændigheder skulle hun<br />
blandes ind i denne afsindige historie. Jeg måtte ikke lade hende mærke noget!<br />
Nå, min krop var mere simpel og direkte i sine reaktioner. Jeg opdagede, at jeg<br />
klemte Monas hånd så krampagtigt, at det måtte gøre ondt på hende. Alligevel sagde<br />
hun ingenting. Hvorlænge havde jeg mast hendes fingre på den måde? Der skulle en<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 79
Change language