Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Der var fire pladser om bordet. Jeg stillede mig bag den stol, som var overfor<br />
Lisbeths plads.<br />
- Ja, nu kan du jo se, om du kan komme på det samme, som jeg pludselig kunne<br />
huske, sagde jeg drillende, mens jeg trak stolen ud og satte mig. - Hvis jeg nu siger ...<br />
øhm ... "med næsen i sky ..." (- Var det for frækt?)<br />
- Næ, nu har jeg aldrig - ...! Lisbeth lo. - Det var det, de rådne drengerøve sang i ...<br />
gymnasiet! Åh - ... selvfølgelig! Du hedder ... øh, lad mig se ... Flapper- Flopper- eteller-andet.<br />
Nu kan jeg huske dit ansigt, du gik i parallelklassen, var det sproglig eller<br />
matematisk?<br />
- Sproglig. Og det kælenavn, som jeg dengang led så ganske forfærdeligt under, var<br />
Flipper- ...<br />
- Flipperbrain, ja det er rigtigt! Flipperbrain. Sikke et åndssvagt navn, men det var<br />
"skolens bedste ky" sandelig også. Lisbeth kendte altså godt vore lille slagsang, og<br />
hun virkede hverken forarget eller sur over det.<br />
- Nå men, du kan da for pokker ikke stadig gå rundt med det tåbelige navn? Den<br />
perlende latter gjorde mig på ingen måde flov eller genert. (Tværtimod. Jeg nød<br />
den!)<br />
- Nej, til min store fryd er jeg berømt under mit borgerlige navn, som i dagens<br />
anledning godt kan afsløres. Brian, hedder jeg, det var derfra de fik "Brain". Hvis<br />
man bytter om på I og A, så bliver Brian til Brain, ikke. Men altså, Brian, også blandt<br />
venner.<br />
Tjeneren var mirakuløst allerede henne ved vores bord. Else skulle ikke have<br />
noget, da hun havde en aftale inde i byen. Hun rejste sig, damerne kindede til farvel<br />
og Else gik. Lisbeth og jeg valgte, med tidspunktet og vore tomme maver som<br />
rettesnor, hver en let anretning. Sult var ikke noget, jeg følte selv på dette<br />
fremskredne tidspunkt, men jeg tænkte, det ville være fornuftigt at have noget at stå<br />
imod med. Vi bestilte vand til maden, tjeneren gik, og så sad vi dér, to fremmede<br />
med den svagest tænkelige forbindelse fra en fjern fortid, og vidste ikke, hvem der<br />
skulle starte med at sige hvad.<br />
- Du kender stadig Karen, spurgte jeg. Lidt indledende "kyllingesnak", som min<br />
mor kaldte det, var ikke af vejen. Vi måtte kredse os mere ind på hinanden, før jeg<br />
kunne komme frem til sagens kerne.<br />
- Ja, vi har ikke set hinanden regelmæssigt i flere perioder, men efter hun sidste år<br />
flyttede tilbage til landet, har jeg været en del sammen med hende. Hun blev gift med<br />
en italiensk arkitekt - nede i Italien, men hans Mama blev efterhånden noget af en<br />
plage, især da Karen i bestemte vendinger gjorde hende klart, at hun ikke skulle<br />
regne med en flok børnebørn fra hendes - altså Karens side, og til sidst var Angelo,<br />
mor-fikseret, som italienske mænd er, nødt til at begå en dødssynd ved at lade sig<br />
skille fra Karen. Men det var altså ikke nær så syndigt, som at Mama ikke fik sine<br />
børnebørn!<br />
Tjeneren kom med vore danskvand, en kurv med brød og smør samt to skåle med<br />
salat til at starte på.<br />
Vi snakkede løst og fast om gymnasietiden, og hvad vi havde bedrevet siden. Jeg<br />
undgik behændigt at omtale min påtvungne frihed og svarede tilstrækkeligt<br />
svævende angående min nuværende beskæftigelse. Jeg opdagede pludselig, at jeg<br />
faktisk sad og snakkede frit og ubesværet med hende. Ikke skygge af usikkerhed,<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 107
Change language