KAPITEL 1 - data Fiction

fundet på: "Goddag, det er Gallup. Vi er i øjeblikket i gang med en undersøgelse af
... et eller andet" eller hvis stemmen ellers ville lade være med at ryste: "Hej min
egen. Tak for sidst. Det var alletiders party, hva'? Kan du huske, dengang Svend
faldt i poolen, ha-ha-ha" o.s.v. indtil hun forhåbentlig afbrød mig og forklarede, at
hun ikke kendte nogen Svend eller andre, som faldt i swimmingpoolen til fester.
Jeg svedte bravt. Telefonen ringede for sjette gang. Jeg skulle netop til at lægge
røret da ... der lød et klik i den anden ende. Et kort øjeblik fik jeg samme
fornemmelse som i morges, da den ukendte ringede og truede mig. Der var den
samme knugende stilhed på linien. Lidt absurd, eftersom det var mig, der ringede op,
men - tænk nu, hvis Solbriller og Bjerget var inde i huset og holdt Lisbeth som fange
...!
Endelig lød det: - Hallo - hallo Er der nogen? Lisbeths stemme.
(- Pyh)
Pause.
- Hallo ...?
Mine to meget klamme hænder tog godt fat om røret og lagde det forsigtigt tilbage
på plads. Jeg så bare på. Da dét projekt var overstået, fik jeg mod på at trække vejret
en lille smule igen. Lisbeth var hjemme og i stand til at tage telefonen. Den spinkle
stemme i baghovedet, som insisterede på tanken om Solbriller og Bjerget, der holdt
hende som fange, fik jeg overdøvet. Jeg var simpelthen for træt og øm til at foretage
mig andet end at blive hjemme. Det var lørdag aften. Hvis hun ellers havde haft
planer om at gå nogen steder, ville hun da for pokker være taget afsted, og hvis der
var sket noget forfærdeligt aftenen før, ville hun ikke have lydt så almindelig i
telefonen? (- eller havde hun egentlig det?)
Med hårdt tilkæmpet erfaring fik jeg rejst mine dunkende lemmer, fik ordnet, hvad
man nu ordner, inden man går i seng - heldigvis uden at behøve at sætte mig på
sædet! - og tørnede ind.
Lige før jeg faldt i søvn, kom jeg atter i tanke om Viggos profeti: "især dagen efter"
...
... og så er det en ringe trøst, at store drenge ikke må græde.
***
KAPITEL 11
Jeg vidste, hvad der ventede mig. (- Jeg står ikke op!)
Solen skinnede muntert nok ind gennem sprækken i gardinerne, klokken var langt
op af formiddagen, "så står vi op" ... men jeg vidste, hvad der ventede ...
Efter et par minutter uden den mindste bevægelse, prøvede jeg forsigtigt at stikke
hånden ud i det fri. Det gik.
Løftede hånden - det gik rimeligt. Hele armen kunne endda trækkes op mod brystet
uden andet end en dump, næsten - behagelig? - smerte. Jeg løftede den anden arm.
Til min store glæde behøvede jeg ikke engang at skære tænder, mens jeg skubbede
Muskler Jens E.Hansen Side 45