KAPITEL 1 - data Fiction

Den anden koncentrerede sig om den sørgende enke: "SKØNHED FINDER
MANDEN SLAGTET BAGFRA".
Trods de afvigende indfaldsvinkler, var ordvalget på et enkelt punkt det samme.
Hvor tæt de to såkaldte aviser kom gådens løsning, var vi sørgeligt få mennesker, der
vidste.
Jeg var godt klar over, at jeg burde holde mig langt væk fra aviser, radio, fjernsyn,
nyhedsbreve - samt brevduer og alle andre former for kommunikationsmidler nu og
for altid, men tanken om, hvad hensynsløse journalister kunne bringe af gisninger og
insinuationer, var desværre ikke nok til, at jeg, idiot, kunne lade være med at snige
mig til at købe begge formiddagsblade for at se, hvad de skrev om sagen. Hvad var
der sket med Lisbeth? Havde de accepteret hendes forklaring?
Mine værste anelser blev både be- og afkræftet. Aviserne svælgede lystigt i
Lisbeths smukke udseende, det makabre fund og hendes mands geniale evner
indenfor edb. På den anden side kunne de ikke give andet end vage,
usammenhængende forklaringer på, hvad der egentlig var sket. Politiet havde
klogeligt holdt mund med de få kendsgerninger, de måtte have samlet ved
redaktionens slutning.
Den ene avis kunne som et scoop berette, at et vagtselskab klokken 23 samme aften
havde registreret en såkaldt "tavs" alarm fra et hus i Gentofte. De to vægtere, som
ankom til stedet et par minutter senere, "... havde observeret én, måske flere personer
ved huset, som uset var flygtet fra stedet. Villaen, hvor det viste sig, at ukendte
gerningsmænd havde gjort sig store anstrengelser for at brække et kældervindue op,
tilhører den i aftes i sit sommerhus ved et mere "vellykket" indbrud så brutalt
myrdede direktør og EDB-specialist, Birger Jensen. Politiet er nu i fuld færd med at
undersøge om de to indbrud har en fællesnævner. Den myrdedes smukke, nedbrudte
enke har ikke udtalt sig om en eventuel sammenhæng mellem de to indbrud". Sonny
havde altså ligeledes forsøgt at bryde ind i huset i Gentofte, uden held. (Journalisten
havde engang forsøgt at lære at skrive dansk - med samme resultat).
Harald rystede opgivende på hovedet, da han afslørede mig bag den kiosk, hvor jeg
og østenvinden kæmpede om rettighederne til mine formiddagsaviser. Han rystede
svagt på hovedet over min naive søgen efter gode nyheder i netop de organer, men
efter selv at have læst, hvad de skrev, måtte han give mig ret i, at de ikke fortalte
noget direkte alarmerende nyt, bortset fra indbruds-forsøget i huset. Hvad politiet
mente i den forbindelse kunne bladet umuligt vide, teksten var ren fiktion.
De første to opringninger til Helen var negative, men tredie gang fortalte hun, at
betjenten havde været der og nedskrevet hendes forklaring. Ti minutter senere sad
jeg og forbandede Harald, som nægtede at køre mere end de lovbefalede tres
kilometer i timen. Havde jeg siddet bag rattet, havde farten været fem gange så høj.
Jeg havde travlt, fordi vi aftenen før havde aftalt, at når Lisbeth kunne få en chance
til det, ville hun ringe og aftale det videre forløb med os. Helens hus kunne ikke
dukke op hurtigt nok.
Helen undlod tappert at forsvare sine gulvtæpper. Ventetiden var uudholdelig, og
på bedste, tåbelige manér, tilbragte jeg eftermiddagen og det meste af aftenen med at
vandre hvileløst omkring i huset. Som efter en naturlov, stod jeg derfor på toilettet og
gav efter for naturens kalden, da telefonen ringede. Tre sekunder senere kom jeg
Muskler Jens E.Hansen Side 151