KAPITEL 1 - data Fiction

hvis der ikke er nogen dér, fortsætter hun til den næste og den næste, som vi havde
aftalt - (panikslagne hustruer står ikke roligt ved siden af deres mands lig og samler
ødelagte telefonledninger; i stedet måtte Lisbeth "roligt" gå hen og rive
telefonledningen ud for anden gang og flygte fra det smadrede hus) - i bedste fald
ringer en af naboerne nu til politiet for hende, nu må de være på vej ... og så videre
og så videre i den dur.
Ved midnat gik vi hvert til sit. Jeg redte op til mig selv på en briks i et lille
kælderrum, der fungerede som systue. Mona og Thomas havde fået det eneste
værelse, udover Helens eget, der kunne fungere som gæsteværelse, og Harald var
ikke længe om at snorke lydeligt fra sin plads på sofaen i stuen.
Telefonen var tavs hele natten. Jeg hørte den ringe en million gange. Ren og skær
indbildning. Opringningen kom først ved nitiden, lørdag morgen. Helen svarede
beredvilligt på en række spørgsmål og lovede, at hvis en betjent dukkede op i løbet af
dagen for at få hendes forklaring, ville hun naturligvis holde sig hjemme. Det var
tydeligt, hvem af os, der havde sovet, og hvem der ligesom mig, havde vendt og
drejet sig på sengen, indtil de gav op og tog tøjet på og sad og stirrede ind i væggen,
til Helens rumsteren i køkkenet fortalte, at der var levende mennesker at snakke med
i stedet for en Helvedes masse dæmoner, som insisterede på at stille alting i det værst
tænkelige lys.
Helen og Harald var deres rolige, afbalancerede selv, Mona virkede udhvilet, og
Thomas var en krudtbunke uden lunte. Lykkelig over at være sluppet klatøjet, men
ellers helskindet fra min holmgang med dæmonerne, nøjedes jeg med at undre mig
over, at verden kunne fortsætte med at dreje rundt, når tilværelsen kun havde
mening, hvis jeg blot én gang til kunne holde Lisbeth i mine arme. Mona prøvede
flere gange at få Thomas til at lade mig være i fred, men et sigende blik fra Helen fik
hende til at holde inde med sine formaninger. Thomas pludrede løs, var især glad for
at vise sin yndlingsonkel alle de spændende ting, hans nye veninde, Helen, havde
lært ham. Selv jeg kunne mærke små krusninger på det dødvande, mine tanker var
sunket ned i.
Så da telefonen endelig gav lyd fra sig, virkede det ikke som det helt store chok,
heller ikke på mig. Politiet havde i første omgang godtaget Lisbeths historie. Vi var
stolte over, at vi havde foregrebet begivenhedernes gang i første runde. Vi var ikke
interesseret i, at politiet skulle se mig og Mona i Helens hus, så det var heldigt, at
man ikke straks havde sendt en mand for at udspørge Helen. Harald - terapeuten
Harald! - fik Mona og mig til at lave en "ornlig" madkurv, og kort før elleve kravlede
vi fire, Harald, Mona med Thomas på skødet og sidst mig, ind i kassebilen og rullede
afsted for at tilbringe tiden, indtil betjenten havde været der, med at lege turister.
Nemmere sagt end gjort, for blæsten var støt taget til hele dagen. Vi besluttede os for
et besøg på Frederiksborg Slot, nu vi var i Hillerød; der gik man i det mindste rundt
indendøre. Mit korte besøg i dagliglivet sluttede ved synet af den første købmand, vi
passerede. Selv vort rimelige tempo kunne ikke forhindre mig i at læse de to førende
formiddagsblades "spisesedler", strategisk anbragt side om side ved fortovskanten.
Redaktørernes fantasi havde ikke haft svært ved at finde de ord, der skulle lokke folk
til at købe deres aviser.
"EDB-GENI BRUTALT SLAGTET" - og med mindre bogstaver i en ramme:
"Skjult sammenhæng mellem to indbrud", lød den ene henrykt-gysende tekst.
Muskler Jens E.Hansen Side 150