KAPITEL 1 - data Fiction

Da jeg efter beregningerne havde cirka tre kvarter, indtil Lisbeth ville dukke op
igen, trådte jeg ind i den lange gang for at se, hvor den ville føre mig hen. En treshalvfjerds
meter længere fremme havde jeg passeret en række døre med halvt
udviskede gadenumre. De måtte føre op til trappeopgangene i huset. De døre var ikke
helt det, jeg havde brug for, selvom det kunne være en fordel at smutte op på gaden
så langt væk fra porten som muligt. Næeehh... jeg var på udkig efter noget andet og
bedre.
Kældergangen sluttede, og jeg stod endnu engang mellem to døre, som førte hver
sin vej. Den ene - mod gaden - var låst. Ingen trappeopgang her, eller måske skulle
man bruge nøgle for at komme ind på opgangen, en detalje, som ville gøre det
umuligt at smutte den vej op. Den anden dør åbnede ud til en bred trappe med fem
trin. Ovenfor trappen så jeg ud over en ny baggård, der tilsyneladende havde en port
mod den næste parallelgade. Min flugtrute begyndte at tage form. De døre, jeg havde
benyttet, var alle ulåste og med håndtag på begge sider. Perfekt!
Oppe i gården var et større restaureringsarbejde i gang. Jord- og grusbunker lå
spredt omkring. Legeredskaber - nogle af dem gamle og slidte, andre splinternye,
med plastik eller bølgepap omkring - stod stablet op i et hjørne. To mænd sad
fredeligt med hver sin øl på en bænk, som endnu stod på sin oprindelige plads. Ved
siden af bænken holdt en klapvogn med et sovende barn. Mændene var ikke i
arbejdstøj, snarere i gammelt tøj, som ikke ville tage skade af det arbejde, de
åbenbart holdt pause fra. Jeg havde flere steder set, at beboerne i de gamle,
tætliggende ejendomme tog et stærkt tiltrængt initiativ til at fjerne skure og
plankeværker, rydde alt, hvad der kunne ryddes og selv bygge gårdene om til mere
lyse og venlige omgivelser, undertiden med myndighedernes velsignelse i form af
tilskud til legeredskaber og andre materialer. Arbejdskraften og æren for sliddet
tilkom således beboerne selv.
Det kostede et par nysgerrige, men alligevel venlige blikke fra de to øldrikkende,
selvbestaltede legepladsbyggere at konstatere, at min antagelse var korrekt. Gården
var åben ud mod den gade, som løb parallelt med gaden, jeg kom fra. Jeg gav
øldrikkerne et svagt nik, passerede bænken og klapvognen og drejede ude gennem
porten, ud på førnævnte, frelsende parallelgade. Alt i alt den perfekte flugtvej, skulle
de to skurke komme luskende ved træningscentret for at forulempe Yours truly
og/eller den skønne prinsesse. Med denne beroligende tanke slentrede jeg op ad
sidegaden, hvor Lisbeth snedigt havde narret firehjulstrækkeren, og var straks efter
på kendt territorium omkring hundrede meter fra porten til træningscentret.
Jeg var muntert nynnende ved at krydse gaden ved den lyskurv, som sidst havde
kostet mig et par blå mærker, ... da jeg stoppede midt i fodgængerfeltet, som ramt af
lynet. Den ældre dame, som småmumlende trådte op i mine hæle, begyndte at hyle
og daske til mig med en slap indkøbstaske, men jeg vendte mig med skam at melde
og snerrede et hidsigt "åh, hold kæft", hvilket forbavsende nok virkede. Og så fik jeg
travlt med at komme i dækning.
Et stykke nede ad gaden, skråt overfor "Porten", holdt den mest uønskede genstand,
jeg kunne tænke mig. De mørke ruder gjorde, at jeg ikke kunne se, om de to sad i
bilen, men synet af den var nok til, at jeg måtte gemme mig. Hurtigt. Jeg kastede mig
ind i døråbningen til en for tiden nedlagt grillbar og kiggede forsigtigt hen ad gaden,
spejdede op og ned ad begge fortove for at se, om jeg kunne få øje på de to herrer.
Muskler Jens E.Hansen Side 51