KAPITEL 1 - data Fiction

mener at have set, hvad der skete, så måske i morgen ... Han kløede sig i nakken,
rykkede stolen ud og satte sig. Jeg fortsatte fortællingen.
Sent, meget sent, kunne Harald og jeg tage en vogn hjem. Politiet havde forlængst
kørt Lisbeth hjem til hendes hus, hvor Karen stadig holdt hende med selskab. På
vejen udvekslede vi notater om vore forhør, og vi forstod, at politiet trods alt havde
indset, at der ikke var nogen sag imod os. De nærmeste dages undersøgelser ville
efter vores mening afdække de ting, som i politiets ører må have lydt overdrevne
eller usandsynlige. Kunne vi nu endelig slappe lidt af.
Med taknemmelighed tog jeg mod Haralds tilbud om at overnatte i hans lejlighed.
Tanken om en lang, nej - hold kæft, er klokken så mange! en kort, ensom nat med en
statsgaranteret urolig søvn - eller rettere mangel på søvn - var ikke særlig
tillokkende, og jeg forlangte ikke anden opdækning end et tæppe og sofaen. Inden
Harald gik ind i soveværelset, stod han et øjeblik eftertænksomt og stirrede ud i
luften. Jeg var i færd med at vende mig ind mod ryglænet, men jeg stoppede halvvejs
og afventede hans næste ord.
- Det er godt nok halvtreds år siden, jeg sidste gang fik sådan et anfald ... ja,
halvtreds år. Det var da Helen, for Gud ved hvilken gang, havde lavet ulykker, og jeg
igen fik skylden for det. Hold kæft, hvor var jeg gal på min far dengang!
Hovedrystende skulle han til at lukke døren, så lød det, - Lad os håbe, at der er
halvtreds år til næste gang - ... selvom man nok må sige, at det havde sin gavnlige
effekt, ikke sandt, Brian?
Jeg svarede vist ikke engang, for jeg har ingen erindring om at høre døren lukke.
Næste morgen lod Harald mig være i fred. En kort tur op til min egen lejlighed for
at tage bad og skifte tøj, så var jeg tilbage i hans hyggelige stue. Hvis politiet ville
have fat i mig, kunne de nok klare at efterspore mig dér. Jeg var i en små attennittentusinde
sind. Aftenens og nattens forhør skulle være nok - til en begyndelse i
det mindste. Jeg vidste godt, at der ville komme mange flere forhør, retssager,
efterspil af alskens slags. Samfundet kræver sin ret, når borgerne optræder voldeligt
overfor hinanden. Jeg overvejede naturligvis flere gange at ringe til Lisbeth og
ønskede (længtes efter) at tage derud, men jeg gav Harald ret, da han kort nævnte, at
hun og Karen sikkert havde været nødt til at tage stikket ud. Hyænerne og gribbene
ville sværme om ligene, aviserne ville på alle tænkelige måder prøve at lokke Lisbeth
til at udtale sig. Belejringen, hun havde oplevet et par dage før, ville være småting i
sammenligning. Ikke alle samfundets "krav" var lige rimelige.
I stedet fik en opringning til Helen opklaret, at Mona og Thomas var taget afsted
samme morgen, de måtte snart være hjemme. Kort efter ringede det ganske rigtigt på
døren, og Mona og hendes dreng kom ind. Igen omfavnede Mona mig, og igen var
det helt rigtigt. Varmt og hengivent venskabeligt. Hvor jeg elskede hende. For
omfavnelsen, altså. Thomas var vidunderligt normal, de skæbnesvangre
begivenheder eksisterede ikke i hans univers. Han syntes nok, det var spændende, da
mor fortalte, at en rigtig pollerti-mand ville komme og snakke med hans mor og
onkel Harald og onkel Brian, men om hvad, var han da stjerne-ligeglad med. - Bare
jeg må se hans renolver! som Thomas udtrykte sig.
Vi slap ikke for forhør den dag, men vi undgik at tage ind på Politigården. De to
opdagere, der stadig led den tort at spøge som "Dupond og Dupont" i min hjerne,
havde droppet at forfølge Slagters tåbelige påstand om lejemord. Deres efterforsken
Muskler Jens E.Hansen Side 181