Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Fortvivlet forstod jeg, at uanset hvor meget eller lidt, jeg vidste, ville de under alle<br />
omstændigheder skræmme mig væk fra deres foretagende.<br />
På stedet besluttede jeg, at Birger fandeme selv kunne holde øje med sin kone. Jeg<br />
skulle i hvert fald ikke nyde mere!! Jeg rejste mig beslutso- ... og stoppede, da<br />
ryggen igen meldte sig under fanerne. (- OK, så tager vi det helt stille og roligt,<br />
ikke?)<br />
Varsomt og velovervejet i alle bevægelser kravlede jeg ud af tøjet, tog et bad og<br />
iført absolut ingenting begravede jeg mit smertende legeme godt og grundigt under<br />
min dejlige, bløde, beskyttende, trygge og ... vidunderlige! dyne.<br />
***<br />
<strong>KAPITEL</strong> 10<br />
Lørdag eftermiddag vågnede jeg igen - og fortrød det straks.<br />
Uden at røre mig, gennemgik jeg de forskellige smerter, jeg havde oplevet om<br />
morgenen. Bulen, ryggen, musklerne, angsten. Turde jeg stå op? Kunne jeg<br />
overhovedet stå op? Af en eller anden ubegribelig årsag vovede jeg forsøget.<br />
Alt gik rimeligt i starten. Jeg åbnede øjnene, det gjorde ikke ondt. Jeg drejede<br />
hovedet til siden for at se, hvad klokken var.<br />
Det gjorde ondt.<br />
Jeg vendte mig om på siden. Det gjorde ondt. Jeg satte mig op i sengen. Det gjorde<br />
ONDT!! Jeg løftede armene for at støtte mit hoved, MEN MINE ARME GJORDE<br />
ONDT!!<br />
Alle bevægelser, som jeg forsigtigt efterprøvede, gjorde allerhelvedes, splintrende,<br />
kvalmende ondt. Efter at have konstateret, at Viggo sandelig havde ramt selv de mest<br />
ubetydelige og indtil nu oversete muskler, gav jeg op og sad bare dér på sengekanten<br />
og sad.<br />
Jeg kom i tanke om, at Viggo på et tidspunkt havde sagt, at jeg ikke måtte blive<br />
forskrækket, hvis mine muskler blev en smule ømme dagen efter min første<br />
træningstime og især dagen efter igen - men det her!! Det var bare for meget!! En<br />
isnende strøm løb ned af min rygrad. "Især dagen efter igen"?! Der var ikke gået<br />
mere end små tredive timer siden, jeg forlod centret. "Dagen efter" - søndag - var<br />
langt væk. Tanken om, at dette kunne blive endnu værre, var ikke til at bære.<br />
- Hvis jeg lever på mandag, skal han krafteddeme få ørene i maskinen! Ikke at jeg<br />
forestillede mig, at jeg skulle kunne nå op og få fat i nævnte ører, men talemåder,<br />
især dem med klingende eder, er ofte et godt plaster på en såret sjæl, for slet ikke at<br />
snakke om et såret legeme. Et hammerslag over tommelen bliver straks mindre<br />
mærkbart, når man bander rigtig godt og længe, ikke sandt?<br />
Mine lår - åh, mine jamrende lår - fik mig gradvis på højkant. Af naturlige årsager<br />
var jeg nødt til at forcere afstanden til toilettet. Krumbøjet åbnede jeg døren og fandt<br />
frem til sædet. Lyset lod jeg være slukket. Det mørke rum gav mig en dejlig<br />
fornemmelse af flugt. Her på menneskets mest private plads kunne jeg gemme mig,<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 43
Change language