KAPITEL 1 - data Fiction

og jeg tog aldrig mere på den slags ferie. Og så blev jeg altså gift med Birger, og så
videre ... men det har jeg jo fortalt om.
- Grunden til, at vi går her i dag, er, at en dag for halvandet år siden, stødte jeg
desværre ind i Søren igen. Det var i gården ved træningscentret. Først kunne jeg
selvfølgelig ikke genkende ham, men jeg ved nu, at han genkendte mig med det
samme, og da han et par uger senere opsøgte mig efter træningen, havde han sandelig
lavet sit hjemmearbejde ordentligt.
- Jeg havde ikke brudt mig om ham dengang i Amsterdam, og jeg skal love for, at
han nu afslørede sit sande ansigt. I al sin gribende enkelthed gik det ud på, at han
vidste, jeg ofte tog på udlandsrejser sydpå sammen med Birger, og derfor ville han -
for gammelt venskabs skyld - bede mig om at foretage et par indkøb for ham, når jeg
ellers kunne komme til det. Jeg skulle købe dopingpræparater på apotekerne i syden,
hvor man ikke tager det så tungt med den slags, og smugle skidtet hjem til ham. Jeg
forklarede, at det kunne han godt glemme alt om, og - ja, jeg har altid grinet over den
slags filmscener selvfølgelig hev han en stak fotografier frem og viste mig det
forreste, og så vidste jeg, hvad klokken var slået. Selvom både han og jeg vidste, at
jeg aldrig havde slikket på den tissemand, man kunne se foran mit ansigt, ville Birger
og hans forretningsforbindelser kunne se, hvilken slags pige, jeg i virkeligheden var,
ikke sandt?
En stor tvivl forsvandt som dug for solen; min frygt for, at Sonny på et eller andet
tidspunkt havde været Lisbeths elsker, viste sig gudskelov at være ubegrundet. Den
tanke havde jeg haft meget svært ved at kunne acceptere. Afpresning, simpelt og
ulækkert, som det er, kunne jeg derimod glimrende forestille mig den slimede karl
stå bag. Birgers forretning gik strygende, men da meget af arbejdet lå i det sydlige
Europa, vidste Lisbeth, at der ikke kunne blive tale om, at nogen fik de billeder at se.
Sonny havde af en eller anden grund gemt negativerne, og nu var disse aftryk til salg
for en stak piller eller to. Negativernes pris kunne de altid snakke om, når den tid
kom.
- Jeg var rasende. Den lille lort "inviterede" mig ind på en cafe, og her sad han
diskret og fortalte mig alt det. Personlig var jeg egentlig ligeglad, men jeg kunne
desværre ikke nøjes med at tænke på mig selv. Jeg vidste, at Birgers forretning ikke
ville overleve sådan en afsløring. Sonny spurgte, hvornår jeg næste gang skulle til
Spanien eller Italien og gav mig en liste over præparater, som jeg skulle skaffe.
Hvordan jeg smuglede skidtet med tilbage, var min egen sag, men de metoder, han
anviste, vil jeg skåne dig for at høre.
Mysteriet, som havde holdt en vis "Stor Detektiv" åndeligt i skak i to uger, var så
soleklart indlysende, at jeg faktisk blev lidt skuffet. Mest over at jeg ikke selv havde
gennemskuet, at det kun kunne hænge sådan sammen. Jeg var glad for, at jeg vidste,
hvad vi var oppe imod, men jeg var endnu mere glad, fordi Lisbeth havde fortalt mig
hele historien i stedet for at finde på en opdigtet grund til at Sonny pressede hende.
Tanken om Lisbeth som amatør-pornomodel var ikke rar, men hvad Fanden, det lå en
menneskealder tilbage, og jeg skulle vist ikke være den første til at kaste med
glashuse på det seksuelle område, vel!
- Fra Sonnys synspunkt var arrangementet perfekt, og jeg var i lang tid ikke særlig
bekymret. Som regel var der ingen problemer med at skaffe præparaterne, og det
viste sig forbavsende nemt at smugle det ind i landet. Når man tydeligvis tilhører de
Muskler Jens E.Hansen Side 137