You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
institution, ville være et uforholdsmæssigt spinkelt grundlag. (- Næ, men er det<br />
ikke...? Jo, det er sgu da Lisbeth fra det gamle gymnasium. Hvad Søren laver du her?<br />
Arbejder du derinde, er det en ambassade eller lignende? Nej, hvor hyggeligt, at vi<br />
to netop skulle træffes her, hvor jeg HELT TILFÆLDIGT er ude at gå tur, hva? - ...<br />
øh, har DU noget interessant, vi kan snakke om?) Ikke underligt at nogen - blot ikke<br />
Brian Mortensen - kan blive rige på at skrive filmdialoger.<br />
Jeg ville ikke give op, håbede, at den friske luft kunne pumpe lidt positiv, kreativ<br />
tænkning ind i den grå dødvægt, jeg i kvikke øjeblikke refererede til som "The<br />
Mortenson Thinktank". Hvis jeg skulle holde en eller anden form for kontakt med<br />
Lisbeth og følge hendes færden, måtte jeg finde en anden angrebsvinkel. Tungt<br />
klatrede jeg op til tredie sal; luften virkede ikke endnu. Måske ville et par madder<br />
hjælpe.<br />
Efter at have spist søgte jeg som så mange gange før til mit stuevindue for at se, om<br />
svaret skulle ligge og flyde et sted nede på asfalten. Jeg kantede den ene balle op i<br />
vindueskarmen og stirrede ned på menneskene, på trafikken og de få overlevende<br />
butikker på den anden side, holdt omhyggeligt blikket langt væk fra hjørnet og<br />
"Jomfruen", hvor Henriette i dette øjeblik formodentlig var ved at servere en kølig<br />
pilsner for Jacobsen fra benzintanken. Henriette, som altid fik mig til at tænke på den<br />
unge Jane Fonda i rollen som "Barbarella". Hvor tit havde jeg ikke drillet hende med,<br />
at hun endelig måtte holde sig i lige så god form, ellers ville jeg ikke kunne elsk- ...!<br />
Pludselig slog lynet ned: Træningscentret!!<br />
Hvad holder den smukke skuespiller i så god form? Workout! Og endnu bedre:<br />
Hvor er det, vi alle er lige? Hvor kan selv den største forskel i social status reduceres<br />
til ubetydelighed, ja, endda vendes på hovedet, afhængig af vor fysiske formåen?<br />
På sportspladsen, selvfølgelig!<br />
Jeg huskede tydeligt, hvordan den interne rangstige i klassen skiftede, når vi iklædt<br />
korte bukser og bar overkrop løb ind i skolens gymnastiksal. Her betød penge og<br />
forældrenes status intet. De hurtigste og stærkeste var favoritterne, ikke kun hos<br />
læreren, hos os alle. En helt speciel rangfølge blev slavisk fulgt, når der skulle<br />
vælges hold til rundbold eller fodbold; alle accepterede, at den eller den sprang, løb<br />
eller kastede bedst, og vi skjulte sjældent vor skadefryd, når klassens duks - og<br />
rigeste møgunge - gumpetungt blev hængende i klatretovet en halv meter over<br />
gulvet. (Min plads i hierakiet forbigår vi i tavshed - men jeg blev aldrig valgt til<br />
sidst!)<br />
Måske var der alligevel en chance. Karmen rummede ikke plads for den<br />
ophidselse, som greb mig. I stedet begyndte jeg at trave tæppet tyndt.<br />
Birger havde fortalt, at Lisbeth gik til træning eller workout eller hvad det nu<br />
hedder, tre gange om ugen. Hvis man forestillede sig, at jeg "stødte ind i" hende dér.<br />
Med sveden drivende ville hendes forsvarsværker mod en gammel, intetsigende<br />
skolekammerat forhåbentlig være mindre. I stedet for at følge hende i det skjulte, var<br />
det langt smartere at gøre det åbenlyst. Ved hjælp af en smule omtanke, en gang<br />
dygtig bearbejdning - for ikke at nævne Birgers tusser - kunne det godt gå hen og<br />
ende med, at jeg fik mulighed for at "hægte" mig på hende - snakke med hende,<br />
træne sammen med hende, dyrke vor fælles fortid, invitere hende ud ... hm - ... ja,<br />
hvorfor ikke! gøre kur til hende (i al uskyldighed, forstås) - hvis hun ellers ikke<br />
stadig var den snerpede type.<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 25
Change language