KAPITEL 1 - data Fiction

Lige her og nu stod jeg (og Lisbeth) imidlertid med et besynderligt dilemma: Vi
var færdige med at tale sammen, og - "Kære Brevkasse: Hvordan forlader vi dette
besynderlige mødested?" Skulle vi følges ned ad trappen, skulle jeg blive stående,
mens hun gik ned, eller skulle hun blive, jeg var trods alt kommet først ..?
Lisbeth havde ikke den slags tanker eller var måske bare ikke i tvivl. Hun begyndte
at gå ned ad trappen, men fire-fem trin nede stoppede hun, vendte sig halvt og
spurgte, som var det den naturligste ting af verden, om ikke jeg skulle samme vej.
Det lykkedes mig at tage de første trin uden at snuble. Jeg spekulerede på, om jeg
skulle sige noget eller bare følge efter hende et par skridt bagved. Hvad siger man til
en person, man lige har aftalt et møde med. Taler man om vejret, diskuterer politik,
spørger, hvilken bus hun skal med, eller hvad?
"Quasimodo" Mortensen følte sig meget kluntet og uvidende, mens han vredet
halvt sidelæns på grund af den deforme rygsøjle luntede ned ad trappen i hælene på
Esmeralda, præcis nåede håndtaget før hun selv og galant åbnede døren for hende
(det vidste han i det mindste, hvordan man gjorde!) Lisbeth fortsatte uforstyrret over
baggården og virkede ikke, som om hun bekymrede sig om den slags Emma Gadske
spidsfindigheder. Vi nåede fortovet. Jeg forsøgte - på samme tid diskret og desperat -
at se mig omkring, for vores to onde ånder skulle nødig se os sammen. Lisbeth
vendte sig mod mig, og jeg måtte nødtvungent indskrænke min efterforsken af de
parkerede biler til små, nervøse sideblik.
- Nå, men så ses vi - måske, sagde hun med et særligt (hovent? muntert?
ligegyldigt?) glimt i øjet. (Det blik skulle blive genstand for mange fortolkninger dén
dag!)
- Ja, selvfølgelig, og jeg lover, at ... øh, men øh ... jeg kommer i tanker om, at jeg
har glemt noget oppe i ... øh. Jeg smutter lige op og henter det. (Kors, hvor jeg følte
mig dum, umoden, usikker - og bange!)
- Ja, og i aften giver vi den Det Glatte Lag, ikke?
Lisbeth viftede med de frie fingre på hånden, der holdt om skulderremmen til
hendes sportstaske, og hun forlod mig uden at se, om jeg virkelig gik tilbage til
centret. Efter et sidste, lynhurtigt check af de biler, jeg umiddelbart kunne se,
smuttede jeg ind i porten, og så gik turen tilbage gennem kældrene til Haralds
skrammelkasse.
En halv time senere havde jeg afleveret bilen og kort briefet Harald om aftenens
møde. Derefter fik jeg mandet mig op ad trappen til min hoveddør og til at åbne den.
Alt virkede normalt. Et blik på uret tvang mig til at overveje en gang frokost, under
andre omstændigheder et kærkomment afbræk i dagens uvirksomme monotoni. Et
par triste håndmadder var alt, jeg kunne klemme ned. Rugbrødet havde samme
virkning på min appetit som overgemt sandkage, pålægget smagte (var!) af gummi,
og mælken var sikkert sur. Mens jeg skyllede tallerken og bestik, kunne jeg ikke for
min død huske, hvad jeg netop havde stoppet i munden. Jeg tilbagelagde et par
kilometer på mit stakkels, uskyldige gulvtæppe og nåede ingen vegne. Tog et par
kilometer mere og nåede frem til - en beslutning.
Det kunne ikke nytte at vandre rundt som en løve i et bur. Ventetiden ville blive alt
for lang, og guderne skulle vide, at der var længe nok - fem timer! - til klokken syv,
uden at jeg ligefrem behøvede at tælle minutterne. Det måtte være muligt at foretage
sig noget konstruktivt eller på anden måde afledende i den tid. Telefonbogen kunne
Muskler Jens E.Hansen Side 89