KAPITEL 1 - data Fiction

Bevidstheden om, at min fiskeret var på vej tilbage i lyset, tvang mig til at tage en
dyb indånding - ... to, tre indåndinger. Jeg åndede ud tredie gang, undrede mig
kortvarigt over den besynderlige lyd, som kom fra min hals, og tog det afskyelige
spring.
Nu kunne jeg dreje ligets ansigt væk fra væggen, og min overbevisning blev nu
grufuldt officiel. Birgers tomme, stirrende blik skiftede retning, da jeg drejede hans
skulder bagud. Der var ikke tale om en nærmere gransken fra min side, synet
brændte sig godt og solidt fast på nethinden selv ved det korte glimt, jeg fik. Jeg slap
skulderen med det samme, og Birgers øjne vendte tilbage til deres døde studium af
fodpanelet. Vi - min hjerne og mig - snuppede en tur mere, inden tivoliet lukkede.
Da gangen lagde til kaj og virkede mere stabil i sine bevægelser, tvang jeg mit eget
blik ned på de røde plamager på Birgers ryg. I lyset fra køkkenet kunne jeg nemt
afgøre årsagen til hans død: midt i hver plamage var der en knap to centimeter lang
revne i stoffet, og selv med min manglede erfaring som ligsynsmand, var der ingen
tvivl om, at det var en kniv, en springkniv måske, der havde lavet disse revner. Jeg
var sikker på, at det ikke var skudhuller. Om det var synet af knivhullerne og
blodplamagerne, eller tanken om, at Birger var stukket ned bagfra, var ligegyldigt.
Problemerne med fiskeretten var de samme. Jeg vendte mig. Skønt jeg stadig ikke
hørte mistænkelige lyde, var jeg nødt til at tjekke, om resten af sommerhuset virkelig
var tomt. Samtidig var det en kærkommen undskyldning for ikke at blive stående og
se ned på Birgers afsjælede legeme. På en eller anden måde skulle elevatoren i min
mave stoppes.
Toiletterne var tomme, det samme var soveværelserne. I det største soveværelse,
hvor Lisbeth og jeg havde tilbragt natten, var der - ud over at dette værelse ligesom
resten af huset vidnede om den resultatløse eftersøgning - tegn på, at Birger var
ankommet til sommerhuset med oppakning nok til et weekendophold. Han havde
altså uden besvær tydet Lisbeths besked og var kørt herop. Vi havde ikke set bilen
udenfor, men den kunne holde et andet sted, hvis ikke morderen - morderne - havde
stjålet den. Det problem lå langt nede i bunken.
Sikker på, at huset var tomt, valgte jeg at gå ud til Lisbeth ad hoveddøren. Jeg
havde absolut ikke lyst til at foretage endnu et spring hen over Birger. Lisbeth hørte
mig åbne døren og veg forskrækket baglæns, indtil hun så, det var mig. Et blik på mit
ansigt var nok til, at hun forstod, hvem det var, der lå i gangen, samt at han var død.
Hun styrtede hen til mig, og på hendes omklamring og hjælpeløse små klynk forstod
jeg til min rædsel, at hun virkelig troede, jeg kunne være hendes heltemodige
beskytter.
To modstridende følelser sloges bravt om pladsen i mit indre. Et: Ingen skulle
fandeneddeme slippe godt fra at give min elskede sådan et chok. Den tapre ridder,
Sir Brian, slyngede sine muskuløse arme om den grædende prinsesse og stirrede
modigt efter de formastelige. To: Den ganske almindelige, kontoruddannede Brian
Mortensen lukkede øjnene og tænkte: (- Om få sekunder vågner jeg op hjemme i
lænestolen efter den sædvanlige, uplanlagte middagslur og glæder mig til at smage
Haralds vidunderlige hakkebøffer). Hvilken beskytter!
Det måtte være et mareridt. Var kæden hoppet af dengang på S-togsstationen, hvad
var den så nu? Splintret til atomer! Men det kunne ikke nytte at gå i stå nu. Lisbeth
Muskler Jens E.Hansen Side 142