KAPITEL 1 - data Fiction

Om morgenen havde jeg rodet rundt i de øverste skabe og fundet et par gamle
gymnastikbukser, vistnok fra mine sidste skoleår. Tilfreds konstaterede jeg, at jeg
sagtens kunne passe dem. Bodegamusklen var trods alt kun i sin vorden, som den
havde været det i de sidste tyve-tredive år. En T-shirt måtte gøre fyldest som
supplement til bukserne. Skønt jeg ikke vidste, om almindelige gummisko og
strømper var velset, havde jeg for en sikkerheds skyld medbragt skoene. Jeg kunne
vel diskret forhøre mig om det tilladelige i det. Viggo var ikke interesseret i min
påklædning men snakkede løs, mens jeg iførte mig de korte bukser, T-shirt'en og
gummiskoene. Om han var ligeglad eller blot koncentrerede sig om at give mig
standard-introduktionen til min prøvetime, ved jeg ikke, men da vi derefter gik ud i
selve træningslokalet, kan det nok være, at der blev hævet et øjenbryn eller to. Et par
unge knægte, som svedglinsende kom forbi, fniste ubehersket bag min ryg. (- Mænd,
der fniser?! Hvad er det hér for et sted?)
Sportspræstationer kan muligvis udviske sociale og økonomiske forskelle, men
dagens motionister har sandelig ikke glemt, at der er noget der hedder mode. For at
kunne dyrke rigtig moderne vægttræning skal man naturligvis være iklædt det sidste
nye. Vel at mærke ikke benvarmere og pandebånd, som de slanke unge piger, man
altid ser i fjernsynsudsendelserne - næ, lige nu var stilen: snævre tricot-agtige bukser,
der slutter under knæene, lige så kropsnære trøjer (også pigernes!) med abnormt store
hals- og ærmeudskæringer, der rigtig kan udstille de svulmende skuldre og
brystkasser, dertil basketstøvler, neonfarvede strømper og endelig svede-armbånd i
samme farve som strømperne, alternativt trøjen.
Jeg havde selvfølgelig bemærket, at de to unge piger i skranken var klædt på den
måde, men jeg havde blot betragtet det som - ja, en form for uniformering af
personalet. Nu opdagede jeg, at alle tilstedeværende, mænd som kvinder, instruktører
som kunder, var totalt ens klædt på. Den eneste forskel var de farver, hver enkelt
havde valgt. Neon-farver dominerede, i det mindste var stoffet stærkt skinnende.
Pandebånd var yt, svedearmbånd var in. Strømperne ålede i år, sidste år havde de
sikkert skulle sidde lige så stramt som tricot'erne, hvem ved?
Jeg følte mig som fyren, der til et "Kom-som-du-er-party" må konstatere, at alle på
nær ham selv har åbnet invitationen iført smoking/lang kjole og i hvert fald ikke har
været i færd med at male plankeværk. Trods min stædige tro på teorien om
"Sportsarenaers Gavnlige Effekt På Udjævning Af Sociale Forskelle", måtte jeg
indse, at mine hjælpeløst gammeldags gymnastikbukser og let slidte T-shirt ikke var
de bedste midler til at befordre denne udjævning. Jeg vedtog, at Birger kunne få lov
til at bekoste en komplet træningsgarderobe med svedearmbånd og det hele - inden
næste, ikke-gratis time. Skulle jeg på et tidspunkt forsøge at komme i kontakt med
Lisbeth, kunne det ikke nytte at ligne noget, katten havde slæbt ind, motionistbeklædnings-mæssigt
set, vel?
Omgivelsernes eventuelle moro over min utidssvarende påklædning, blev dog
hurtigt mit mindste problem.
***
Muskler Jens E.Hansen Side 33