Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
- Tag det helt roligt, Brian. Jeg kommer ned! Harald lukkede vinduet.<br />
- Jeg sagde, at du skulle passe på, ikke. Harald rejste min cykel og parkerede den<br />
ved muren, dernæst hankede han op i mig og på det nærmeste slæbte mig over til<br />
trappen, der førte ned til hans baglokale. Han tvang mig ned at sidde på trappestenen.<br />
- Det dér var nogle ualmindeligt lede sataner. Hvad Fanden har du foretaget dig siden<br />
sidst?<br />
- Jeg var - (HIIIV) - bare rundt et par - (HIIIV) - steder og kigge. Men jeg - tror<br />
ikke, at det - var noget af det, jeg lavede igår. Det må have været de to - (hiiv) -<br />
rockere, jeg stødte ind i forleden. Mine nerver var ikke til sinds at lade mig slippe<br />
ustraffet foreløbig, men jeg prøvede ihærdigt at tvinge mine hænder og min stemme<br />
til at holde op med at ryste. Hænderne, ved at stoppe dem godt ned mellem lårene og<br />
klemme sammen om dem - stemmen, ved at tage nogle gevaldige mundfulde luft ind<br />
imellem ordene.<br />
- Altså, uanset, hvad du har været dum nok til at love ham Børge - ...<br />
- Bi - Bi - Birger.<br />
- Birger! ... så stopper du nu, forstået. Næste gang koster det mere end et par<br />
cykeldæk. Jeg har set en del mellem år og dag, og jeg ved, hvad jeg snakker om.<br />
Harald lagde armen omkring mine skuldre. Ikke for første gang mærkede jeg en<br />
hengivenhed og et kammeratskab, som gik dybere end almindeligt venskab. Mere<br />
som en far til sin søn.<br />
- Ja, men jeg bliver nødt til at tage ind til den træning. Jeg må have fat i Lisbeth og<br />
advare hende mod de to. Det er bare det, jeg skal. Så stopper jeg, det lover jeg. Tror<br />
du, jeg er så dum, at ... (HIIIV) ... hold kæft, hvor var jeg bange!<br />
Harald kunne se fortvivlelsen i mit ansigt. Han nikkede og mumlede for sig selv. -<br />
Ja, OK da. Men så må du hellere tage spanden. Jeg skal godt nok bruge den, men<br />
hvis bare du er tilbage inden klokken to, så går det nok.<br />
Som en anden krigsinvalid kom jeg på benene, som stadig føltes alt for<br />
vakkelvorne. Harald tog min taske fra bagagebæreren, bar den over til porten med<br />
mig sjoskende bagefter, og jeg nåede - uden at forlade min oprejste stilling - hen til<br />
hans kassebil, hvor han gav mig tasken og bilnøglerne. Mit udseende var stadig noget<br />
uldent i kanterne, men han var tilsyneladende ikke længere nervøs for, at jeg skulle<br />
gå helt i spåner. Han overvågede, at jeg satte mig ind bag rattet, startede motoren og<br />
med en vag, kraftesløs viften til hilsen, drejede ud i trafikken og kørte.<br />
Klokken var fem minutter over ti, da jeg af sikkerhedshensyn parkerede bilen i<br />
parallelgaden, som lå for enden af min flugtvej. Jeg slap uden problemer gennem<br />
hele kælderruten og efter et blik rundt i gården, spurtede jeg over til opgangen og løb<br />
op ad trappen til træningscenteret. Viggo var parat og hverken overrasket eller<br />
fornærmet over, at jeg kom for sent. Han gav mig et - efter hans størrelse - beskedent<br />
klap på skulderen, og med det svidende under pulloveren, gik jeg ud og klædte om.<br />
Jeg fik ikke tid til at se, om Lisbeth var der, men det kom nok. Under omklædningen<br />
svirrede og snurrede mit hoved på det forskrækkeligste. Jeg tvivlede på, om jeg<br />
overhovedet kunne koncentrere mig så meget om træningen, at jeg undgik de værste<br />
skader. Det er livsfarligt at jonglere med ti-, tyve- og tredivekilos-vægte samtidig<br />
med, at man prøver at finde en udvej til at overleve de næste fireogtyve timer - at I<br />
ved det.<br />
Virkeligheden viste sig heldigvis at være anderledes skruet sammen.<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 85
Change language