KAPITEL 1 - data Fiction

Som "trøst" for mine anstrengelser kunne jeg på denne måde særdeles tydeligt se Stogets
destinationsskilt komme farende hen over de ventendes hoveder.
Min højre fod flagrede samtidig rundt i den stærkt begrænsede plads for at hjælpe
balletdanseren med at holde balancen. Ubevidst hoppede underben og fod op og ned
i en frugtesløs søgen efter støtte. En støtte, som selv ikke den mest hårdhudede
krimiforfatter ville turde opfinde - ... eller, vent nu lige lidt! Hvad var det? Der var
noget at støtte mod! Der var ikke tid til at tænke, og min krop havde gudskelov
overtaget styringen helt og holdent. Jeg fulgte blot med. Min fod havde fundet
håndtaget på en attachétaske, som en mand i gråt jakkesæt netop skulle til at løfte op
for at trykke mod brystet. (En god udgangsposition i det foranstående kapløb). Jeg
ved ikke hvor forbavset han blev, da hans taske pludselig blev mange kilo tungere,
men jeg - min krop! - jublede og jokkede nedad med opbydelse af alt, hvad jeg ejede
og havde af kræfter i benet, trådte på den "faste" genstand og forsøgte at presse mig
bagud, væk fra det gabende tomrum, jeg kunne se bag den yderste række mennesker.
Vippestangen, min venstre fod, slap betonen for at hjælpe den højre. Jeg halvt
hang, halvt lå bøjet bagover med vægten på Jakkesættes udstrakte arm og med
fødderne en halv meter over gulvet, da mit skrøbelige underlag forsvandt. Livet er
ikke på alle punkter som en tegnefilm, og jeg behøvede ikke at opdage, at jeg
trodsede naturens love, før jeg bøjede mig for tyngdekraften. Jeg faldt simpelthen
ned igen med det samme. Mit højre ben susede mod gulvet, foden ramte betonen
med et gungrende brag, som jog ubeskriveligt pinefuldt op gennem ben og hofte.
Knæet var ikke forberedt, og Solodanser Mortensen sluttede det høje spring med et
imponerende og ikke helt ufarligt knæfald. Kort sagt, mit ben kollapsede under
vægten. Jeg landede hårdt og brutalt på begge knæ og faldt forover. Mellem to par
ben kunne jeg - alt for tydeligt - se muren på den anden side af sporet komme farende
mod mig.
De to par ben tilhørte anførerne i hovedfeltet, gode, solide borgere, som ikke var til
sinds at overlade deres sikre pladser til afstumpede og ubehøvlede typer, som
skubbede bagfra. De to herrer dannede derfor en lukket mur mod perronkanten.
Og det er på sådan et tidspunkt, det godt kan betale sig at holde "en lav profil".
De to herrer i forreste række kan uden at rødme indstille deres sidemænd til
Carnegie-medaljen, for havde disse ikke grebet dem i armene og holdt fast, havde
antallet af dødsfald været betydeligt større. Jakkesættet og jeg havde god fart på. Min
lufttur ændrede ikke på denne kendsgerning, og da vi til slut kom møvende frem på
næstforreste række, var det alt for sent at tænke på at stoppe. Godt, at der som sagt
ikke var tid til at tænke. For stoppe var netop, hvad jeg gjorde.
Min krop styrtede forover, men i knæhøjde. De to herrers henholdsvis venstre og
højre ben knækkede nok så nydeligt sammen i knæhaserne, da mine skuldre ramte
præcis, som de lede fyre i skolen sparkede os, når de ville have os til at vakle. Arme
(og tasker) fløj ud til siderne, og her trådte sidemændene frelsende til og sikrede sig
retten til de omtalte medaljer. Mens de to flaksende herrer desperat klamrede sig til
mapper og behjælpelige sidemænd, fik de samtidig fastholdt mit legeme
tilstrækkeligt til, at jeg stadig kan benytte S-toget på normal vis.
Jakkesættet havde måske ligeledes overladt kommandoen til sin muskuløse krop.
Dumt gjort. Hvis man holder fast i noget og skubber det fremad, skal man være
forberedt på, at det pludselig kan stoppe.
Muskler Jens E.Hansen Side 97