KAPITEL 1 - data Fiction

gang røg, og lugten i bageriet kan også være streng til tider, men hva'fa'n. Vi kommer
for at skubbe jern, og ellers skal vi have det sjovt.
- Nå, men I har da Jeres nummer og adressen hér i telefonbogen, sagde jeg.
- Nå, det. Det er noget vores gamle kasserer har fundet på, det er nok hans
telefonnummer, men han er holdt op for længe side. Vidste I det, gutter? Vores lille
elskovsrede her står i telefonbogen!
Det kunne de andre kun benægte.
- Nå, men du fandt altså frem til os. Så skal du også prøve en gang. Jeg kan hurtigt
strikke et program sammen, som får de der dingledeller til at rasle af på et par uger.
Eller du vil måske hellere være kæmpestor og stærk som Valde her?
Jeg havde meget svært ved at overbevise Johs og Valde om, at jeg faktisk ikke var
kommet for at træne, men jeg måtte også indse, at det ville være svært at spørge dem
ud om mit egentlige formål. Jeg kunne forstå, at de dyrkede vægttræning på
hobbyplan; ingen af de fire afslørede lyster i retning af kunstig fremdrivelse af
muskelstyrke. Mens vi - eller rettere Johs - snakkede løs, var alle så småt ved at være
færdige, og de begyndte at klæde om til hverdagstøjet uden at gå i bad.
- Ja, forholdene er ikke de mest attraktive, sagde den ene, - men vi bor næsten
allesammen i nærheden, så vi går bare i bad derhjemme.
De skilte vægtene fra stængerne, ryddede op og begyndte at slukke lyset. Der var
altså ikke andre, der skulle træne.
- Ja, nogle af os har en nøgle, men ikke alle, for så forsvinder der bare for mange
ting, og vi har svært nok med at holde på udstyret. Tre indbrud har vi haft, hvor de
har stjålet alle stængerne og skiverne. Forestil dig, alt sammen!
Johs var tydeligt ophidset over, at man ikke kunne have stedet i fred. - Ja, nu ved
du, hvor det er, så bare kig forbi. Men er der ikke åben, så er det fordi, vi ikke gider
komme. Eller, hvis du er uheldig, er det nogle af de andre, der er her i stedet for os,
ha!
Jeg fulgtes ud gennem indkøbscentret med Johs og Valde, de to andre fyre sagde
farvel nedenfor den rullende trappe, og på pladsen foran centret, hvor jeg skulle have
bussen til stationen, skiltes vi med udveksling af diverse forhåbninger om at ses igen.
Et gjaldende "vi ses, slappe" - naturligvis fra Johs - var det sidste jeg hørte, mens de
drejede om på parkeringspladsen. Jeg stillede mig op for at vente på bussen. Efter
køreplanen, som mirakuløst både var til stede på standeren og ydermere var rimelig
læselig, havde jeg tretten minutter til at filosofere lidt over dagens udbytte. Jeg vidste
ikke rigtigt, om jeg skulle være tilfreds med resultatet. Havde jeg i virkeligheden
fundet ud af særlig meget? Jeg havde ikke kunnet få mig selv til at ødelægge den
muntre stemning ved at spørge Johs og hans venner om forbudte præparater, og det
jeg havde set de tre ungersvende putte i munden, kunne for den sags skyld være
tyggegummi eller chokoladepastiller. At ejeren var kommet med hentydninger til at
de brugte ulovlige midler, skulle jeg nok ikke lægge så megen vægt på; han var så
afgjort den klagende type, som kun ser det negative i alting. Og jeg vidte ikke, hvad
det var, Sonny og Bjerget gav eller solgte til bodybuilderne.
Indtil jeg kunne få afgørende beviser, var og blev det kun en mistanke. En
velbegrundet mistanke, syntes jeg, men hvordan Lisbeth kunne passe ind i det
billede, kunne jeg stadig ikke forestille mig.
Muskler Jens E.Hansen Side 73