You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
ellers kunne have lyst til at gå hen. Jeg havde kun én tanke: så langt væk som muligt,<br />
før han fik lettet sig. Paranoid eller ej, sikkerhed ville afgjort være at foretrække.<br />
Tæt på biografen lå en S-togsstation. I mangel af andet og bedre at foretage mig,<br />
valgte jeg at tage ud i nærheden af "Det Glatte Lag". Der måtte vel for Søren være en<br />
park (!) eller lignende, hvor jeg kunne fordrive tiden. Hvis jeg samtidig kunne<br />
kontrollere mine omgivelser tilstrækkeligt til at sikre mig, at der ikke fandtes<br />
muskelsvulmende personer i et par kilometers omkreds, ville det kun være en ekstra<br />
fordel. Den unge mand i billetkontoret blev hverken forskrækket eller irriteret over<br />
mit forjagede blik og utroligt klodsede omgang med runde småpenge, da jeg bad om<br />
en tre-zoners-billet (- det er han sikkert vant til her ved myldretids-tid), beroligede<br />
jeg mig selv. Jeg fangede de fleste af mønterne igen, hjalp den nydelige, unge kvinde<br />
bag mig (- sikke bryster!) med at samle hendes indkøb sammen igen, fik min billet<br />
og gik "velafbalanceret" derfra. Jeg kunne allerede mærke, hvordan dagen var ved at<br />
ændre karakter til det bedre: den rullende trappe bragte mig uskadt ned til perronen,<br />
den unge pige - kvinde! stillede sig lige foran mig ved en oversigtstavle (- altså, de<br />
bryster!) - lyskassen under taget, som viser, hvilket tog, der efter planen ankommer<br />
næste gang, var ved at skifte, og skiltene faldt til ro med endnu et fingerpeg om, at<br />
det alligevel var min heldige dag: to minutter, og jeg ville være langt væk fra<br />
biografer, biljagter, hede elskovsscener (mon bry- ... hun! skal med samme tog?)<br />
cafeer - samt ikke mindst: langhårede jakkesæt med for omfangsrigt indhold.<br />
At Jakkesættet i samme moment studerede is-plakaten ved perronens pølsevogn,<br />
ødelagde - om ikke ligefrem mit liv - så dog resten af min hårdt tilkæmpede og alt for<br />
skrøbelige sjælefred. Samt min tro på tåbelige forudanelser.<br />
***<br />
<strong>KAPITEL</strong> 19<br />
- Det gælder om at lade som ingenting, lille Brian. Nu går vi lige så stille og roligt<br />
over på denne side af perronen - og lader helt være med at se på ham! - og stopper<br />
her, og bliver stående og ser helt almindelig og normal ud! - og vi retter ind på<br />
række, har vi alle med? lad mig se fingrene - ... rolig, lille Brian, du skal nok komme<br />
med hjem.<br />
For engangs skyld havde jeg en rimelig grund til at hviske halvhøjt til mig selv:<br />
Min hjerne var en sydende kedel af ophedede tanker. Hvis ikke jeg påtog mig rollen<br />
som emsig børnehavepædagog overfor det lallende vrag, jeg netop var blevet<br />
forvandlet til, ville jeg - altså vraget - sandsynligvis frivilligt hoppe ud foran det<br />
førstkommende S-tog blot for at bringe min frygt til ophør - og give mig fred. (I<br />
parentes bemærket blev alle uvedkommende og uhøviske reflektioner over<br />
kvindelige medpassagerer og deres kropslige attributter øjeblikkeligt og effektivt<br />
udraderet fra mine hjernevindinger!)<br />
Jakkesættet var fulgt efter mig. Ikke skygge af tvivl om dét. Men hvordan slippe fra<br />
ham?<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 92
Change language