Formål med rapporten

Kvalitativ interview med husbådsbeboer
I undersøgelsen ovenover blev de adspurgte personers forskellige forestillinger og forventninger om
at bo på en husbåd samt deres sociale og indkomstmæssige fordeling præsenteret. Her følger et
kvalitativt interview med en nuværende husbådsbeboer i Tømmergraven i Københavns Havn, der
kan give et indblik i livet ombord, som det rent faktisk opleves af den 64 årige Helge Rasmussen.
Interview af husbådsejer Helge Rasmussen d. 2. december 2003
Af Lars Lyse
Vinden var ganske mild en af de første dage i december, da jeg besøgte Tømmergraven i
København. Lyden af mågeskrig og bølgeskvulp overdøvede trafikken fra den bagvedliggende
omfartsvej.
Husbådene lå der ganske rigtig, side om side, vuggende i det urørte vand, nogle større end andre og
i mange farver og faconer, i alt måske 20 husbåde. Min anledning til at besøge denne havn var en
nysgerrighed efter viden om det at bo i husbåd, dagligdagen ombord, følelsen af gyngende grund og
selvfølgelig fordele og ulemper ved denne boform.
En af de garvede husbådsejere, jeg stødte på, var Helge Rasmussen 64 år. En flink ældre mand, der
villigt fortalte om sit liv og færden og selvfølgelig om sit hjem, husbåden Magne fra 1955. En ældre
dame med mange år på bagen som slæbebåd i Nordens farvande. Helge havde bjærget båden fra
havnens bund for 4 år siden for senere selv at gøre den i stand og lave den til sit hjem.
Magne har igennem 4 år været Helges hjem på godt og ondt. Helge fortalte, at han igennem hele sit
liv har været tiltrukket af havet. Han har beskæftiget sig med alt fra søfart på alle verdenshavene til
tagdækker og smed, ja hænderne er skruet godt på, hvilket også er påkrævet, når man er ejer af en
gammel dame.
Den 37 tons tunge og 15 meter lange slæbebåd bevægede sig kun sagte, da jeg steg ombord, hvilket
gav mig anledning til at stille spørgsmålet, om husbåden gynger, når det blæser? Svaret var
prompte: ”Ja, den gynger, når vinden blæser fra en bestemt retning”, men Helge mærker det ikke
længere og siger med et smil: ”Jeg føler det som guds egen vugge, når jeg bliver vugget i søvn”.
Ved et hurtigt blik rundt på husbåden ser man straks, at alt har sin faste plads på hylder, skabe og
knager. Dette er nødvendigt, da pladsen er trang, ca. 20 m 2 foruden den endnu ikke indrettede stue i
stævnen under dæk.
Varmen er god ”om læ”, som indenfor hedder på et skib, også om vinteren, påpeger Helge. Han har
både isoleret taget, gulvet og væggene, så varmen fra gasovnen ikke forsvinder ud til fuglene. Helge
Rasmussen mangler ingenting. Han har ovn, komfur, fjernsyn, radio, hjørnesofa, seng og et snart
velfungerende toilet med fast pumpe direkte til kloaksystem i land, fortæller han.
Håndens hjælp og mange gode ideer til anvendelse af fundne materialer gør, at Helge i dag ikke
skylder penge i husbåden og blot behøver at foretage den løbende vedligeholdelse, der nu engang er
på sådan en husbåd. Hvad angår vedligeholdelse og løbende tjek, siger han: ”Der er såmænd ikke
mere vedligeholdelse her på søen end i et parcelhus på land”. Han understreger, at han aldrig vil eje
et træskib - der er for meget vedligeholdelse.
Vi sidder og sludrer over en kop friskbrygget kaffe, for som han siger: ”Jeg har altid tid til at snakke
med folk, sådan er det med husbådsfolk”. Jeg bemærker 4-5 kaktusplanter i vindueskarmen, hvilket
giver mig anledning til at spørge, om han savner haven. ”Ja, haven savner jeg. Du ved, når
sømanden vender hjem, længes han efter de græsklædte vidder. Her nyder jeg lyset, luften og denne
32