Et nyt udligningssystem - Økonomi- og Indenrigsministeriet

Et nyt udligningssystem
lem kommunerne, hvis man skal undgå uacceptable forskelle i kommunernes
beskatning og service. 1937 udligningen var alene en indtægtsudligning, der
omfattede kommunernes skattegrundlag. Ordningen var - med en enkelte
mindre ændring i 1959 – i princippet gældende helt frem til 1973. I 1959
blev det udligningsbeløb, som Gentofte og Frederiksberg Kommuner betalte
til Københavns Kommune midlertidigt fikseret på det niveau, ordningen
havde i 1957/58. Denne midlertidige fiksering blev efterfølgende forlænget,
og fikseringen var således gældende helt frem til 1973.
I en betænkning afgivet af hovedstadskommissionen i 1948 blev det drøftet,
om ordningen burde udvides til en større del af hovedstadsområdets kommuner.
Udvidelsen blev dog først en realitet med lov nr. 234 af 4. juni 1969,
hvor der med virkning for regnskabsårene 1970-71 og 1971-72 blev indført
et særligt vækstkommunalt tilskud for kommuner i hovedstadsområdet. Ordningen
blev forlænget til 1972-73, og indgik herefter som en del af den generelle
hovedstadsudligning. Det blev vurderet, at hovedstadskommunernes
meget forskellige struktur gjorde det nødvendigt at give et særligt tilskud til
vækstkommunerne i området, idet disse kommuner generelt var i en vanskelig
økonomisk situation, præget af store udgifter til udbygning af den kommunale
service. Tilskuddet blev fordelt til de kommuner, der havde et beskatningsgrundlag
pr. indbygger på under 95 procent af gennemsnittet for
hovedstadsområdet og en befolkningstilvækst på mindst 5 procent i årene
1965-68. Tilskuddet blev finansieret af de kommuner i hovedstadsområdet,
der havde et beskatningsgrundlag pr. indbygger på over 105 procent af gennemsnittet.
Fra 1973 trådte et nyt generelt udligningssystem i kraft for hele landet, og
den fikserede 1937-udligning for Københavns, Frederiksberg og Gentofte
Kommuner blev herefter erstattet af det nye generelle udligningssystem. For
hovedstadsområdet omfattede det nye tilskuds- og udligningssystem både de
landsdækkende ordninger og en særlig hovedstadsudligning.
Udvidelsen af hovedstadsudligningen kom i forlængelse af den debat, der
blev ført omkring 1970 om kommuneinddelingen i hovedstadsområdet. I
hovedstadsreformudvalgets betænkning blev der peget på, at den stedfundne
erhvervs- og byudvikling havde betydet, at der var opstået en ”funktionel
sammenhæng” mellem hele hovedstadsområdet.
Hovedstadsudligningen indebar en udligning af forskelle i beskatningsgrundlag
og udgiftsbehov. Herudover indgik en ny særtilskudsordning for vækstkommunerne
i hovedstadsområdet. Denne tilskudsordning erstattede således
117