- det vanskelige omsorgsarbejde - Servicestyrelsen

12
de og livsforandrende. Demens påvirker identitet, sociale relationer, fysiske, kognitive og
mentale funktioner såvel som evnen til kommunikation, evnen til at håndtere eksistentielle
forhold, f.eks. religion, selvbestemmelse og frem for alt den enkeltes følelse af at blive
accepteret som et ligeværdigt menneske.
Der er derfor brug for meget mere viden om det at leve med demens, og der er brug for
viden om handlemuligheder for at kunne etablere en anderledes socialt engageret demensomsorg.
For det er uomgængeligt, at et ægte, meningsfuldt nærvær, båret af positive
sociale relationer, er den bedste måde, man kan bistå mennesker med demens med at
bære den byrde, som sygdommen er.
Demensomsorg er en stor og udfordrende opgave for ansatte i ældresektoren. Arbejdet
stiller mange krav med hensyn til den enkelte ansattes faglighed og personlige indsats.
Demensomsorg kræver megen tålmodighed og stor evne til at være nærværende og engageret,
også i tilfælde hvor den umiddelbare reaktion ikke er positiv. Det lykkes ikke altid,
selvom plejepersonale som hovedregel har stor vilje til at gøre det gode og det rigtige.
Og så er det, der undertiden gribes til magt – i bedste fald kun i undtagelsestilfælde
og inden for lovens rammer. I værste fald en magt, som både er ulovlig og stærkt ydmygende
for alle involverede.
Uværdig omsorg skal ikke accepteres, men det er forståeligt, at det kan foregå. Når omsorgsopgaver
bliver for uoverskuelige, og når ansatte føler sig magtesløse, fordi de ikke
oplever anerkendelse og succes i arbejdet, er der alvorlig risiko for, at de lukker øjnene
for, at mennesker med demens er mennesker med følelser, behov og ret til en menneskeværdig
tilværelse. Ligegyldigheden og med den også mangel på viden om alternative
handlemuligheder kan snige sig ind i dagligdagen, og man griber så måske hurtigere til
handlinger, som forværrer uoverskueligheden og magtesløsheden. Sådan opstår nemt en
ond cirkel, som er uacceptabel for alle parter – demenslidende, pårørende og ansatte.
Der er ingen patentløsninger og ingen faste svar på, hvordan man kan undgå ydmygende
handlinger og unødvendig magtudøvelse, men der er inspiration og ny viden at hente
inden for andre fagområder, hvor man også har erfaring med omsorg for mennesker med
en adfærd, der almindeligvis opleves som uhensigtsmæssig. Vi har undersøgt nogle af
disse erfaringer inden for det socialpædagogiske område og lånt nogle gode ideer til
handlinger, som styrker relationer, samtale, samvær, nærvær og samarbejde mellem medarbejdere
og beboere, og som har vist sig at forebygge magtanvendelse. Og vi har set, at
de samme former for handlinger nytter i demensomsorg,
Det byrdefulde ved samarbejde med mennesker med demens træder særligt frem, når det
bliver vanskeligt at yde den omsorg og pleje, der anses for nødvendig for at opfylde basale
behov. I disse situationer afsløres det, hvis den viden, vi har, er utilstrækkelig. Ofte
lykkes det ikke at hjælpe uden at bruge magt, og det har været nødvendigt at gribe ind
med lovgivning på området for at ændre på praksis.
Udviklingsarbejdet, som er baggrunden for denne bog, bygger på det menneskesyn, som
er beskrevet indledningsvist i dette afsnit, og tager nogle af de første skridt på vejen til
magtfri omsorg for mennesker med demens. I bogen er indkredset nogle af de vigtigste