- det vanskelige omsorgsarbejde - Servicestyrelsen

48
Såvel den førstnævnte brede som den sidstnævnte mere snævre forståelse af socialpædagogik
kan spores på forskellig vis i den danske pædagogiske historie. Den brede ’natorpske
tradition’ træder frem, da Danmarks Socialpædagogiske Forening stiftes i 1940
og i sin målsætning forholdt sig kritisk til opvækst og livsvilkår i Danmark. Foreningen var
i mange år medvirkende til at fremme debatten om pædagogikkens funktion i samfundet.
Den snævre forståelse af socialpædagogikken vandt indpas herhjemme med etableringen
og udviklingen af de socialpædagogiske seminarier, der fra 1976 talte om en uddannelse
til hele det socialpædagogiske arbejdsområde frem til 1992, hvor generalistuddannelsen
til pædagog blev en realitet.
Sammenlægningen af uddannelserne i 1992 var præget af en hed debat om, hvorvidt adskillelsen
mellem almen pædagogik og socialpædagogik havde mistet sin mening i et
senmoderne samfund, hvor det unormale var blevet til det normale. Netop denne sætning
blev brugt flittigt i disse års pædagogiske debat. En fælles normalitetsforståelse er
afløst af mange forskellige normalitetsopfattelser. De såkaldte kollektive normalitetsbestemmelser,
det vil sige fælles holdninger til spørgsmål om, hvad der var normalt, blev
afløst af mere individualiserede og subjektivt orienterede bestemmelsesformer.
Den socialpædagogiske indsats retter sig i dag mod at forbedre dagligdagen og livskvaliteten
i et tæt samarbejde med det enkelte menneske. Pædagogen er henvist til i langt
højere grad at skulle kunne udforme pædagogiske tilbud, der er skræddersyet til det
enkelte individ (Madsen og Holst, 1998).
For overhovedet at nærme sig en afklaring af begrebet i dag, skal man forstå, at socialpædagogik
ikke kan defineres som bestemte teorier og metoder, men snarere som idealer
om samværsformer og opbygning af relationer, der bygger på og understøtte bestemte
værdier og normer. Socialpædagogik skal således ses i lyset af:
• normer, værdier og samfundsmæssige strukturer, som socialpædagogik skal beskytte
(f.eks. det myndige menneske og demokratiet)
• samfundsmæssige nødsituationer, som socialpædagogikken skal tage sig af (f.eks. at
der er visse grupper, som reelt er helt udstødte fra det såkaldt almindelige samfundsmæssige
liv)
• et menneskesyn, som forudsættes og udvikles i pædagogisk arbejde (f.eks. idéen om
den livslange udvikling og det sociale fællesskabs betydning)
• handlinger, samværsformer og idealer, som hjælper mennesker med at få opbygget,
genopbygget og vedligeholdt ressourcerne ’identitet’, ’solidaritet’ og ’mening’ og dermed
støtter individernes forudsætninger for at møde samfundet.
Som tidligere beskevet, handler socialpædagogikken om det enkelte menneskes forhold
til samfundet. Man kan også sige, at socialpædagogikkens opgave består i at integrere
individet i samfundet, og derved forebygge, at mennesker marginaliseres, og at dem, der
er marginaliserede, har adgang til samfundets ressourcer.