- det vanskelige omsorgsarbejde - Servicestyrelsen

58
4. tyngdepunkt: Kulturen og rummet
Ethvert plejecenter eller boenhed er kendetegnet ved en bestemt kultur. Denne kultur er
en afspejling af den samfundsmæssige kultur, herunder synet på aldring, alderdom, sygdom
mv. Herunder hører også faggruppernes image og selvforståelse, som er opbygget
gennem generationer, og som er afgørende for, hvad de forskellige faggrupper vurderer
som vigtige og relevante opgaver.
Inden for de overordnede kulturelle rammer formes stedets egen kultur, som afspejler sig
i hverdagens værdier, normer, regler og traditioner. Nogle af disse værdier, normer og
regler er formelle og åbenlyse, så medarbejdere såvel som beboere og deres pårørende
kender til dem. Andre er uformelle og måske endog ubevidste og påvirker dagligdagen,
uden at personale og beboere er klar over, at det sker.
I afsnittet om magt og omsorgspligt blev der redegjort for den formelle og uformelle
magt, der ligger i kulturen. Her skal blot gøres opmærksom på, at en vellykket socialpædagogisk
indsats forudsætter en kultur, der giver plads til og støtter socialpædagogiske
aktiviteter. Det er for så vidt ganske klart. Knap så klart er det, hvordan dette ytrer sig i
praksis, men det er for eksempel at anerkende og give plads og tid til kreativitet og inddragelse
af beboerne i daglige aktiviteter. Det er også at vise respekt for aktiviteter, som
ikke umiddelbart ligner det, man er vant til at kalde for arbejdsopgaver. Hygge, leg og afslapning
kan være af afgørende betydning. Og det kan kræve særlig indsigt og erfaring at
skabe den type aktivitet for et menneske, som lider af svær demens.
De fysiske rum afspejler kulturen. Mange plejecentre og boenheder signalerer en kolossal
effektivitet og en institutionaliseret dagligdag, selvom man taler om beboernes egne
hjem. Rummene er præget af, at de skal være nemme at holde rene. Der er nem adgang
til hjælpemidler, og det fysiske arbejdsmiljø er sikret i stor udstrækning. Det er ganske vist
også nødvendigt at tage hensyn til hygiejne og til arbejdsmiljøet, men det er ikke nødvendigt
at have en ucharmerende indretning.
Rummet er en del af pædagogikken. Omgivelserne signalerer, hvem vi er, og hvor vi er.
Omgivelserne stimulerer vores fantasi og hukommelse, og det er værd at huske, at dette
gælder for beboere såvel som for personale. Rummene kan med fordel indrettes efter de
mennesker, som skal leve og arbejde der. Beboeres og ansattes interesser for blomster,
maling, musik, madlavning, natur m.v. kan skabe aktivitet, identitet og arbejdsglæde.
I øvrigt kan indretningen hjælpe det demenslidende menneske med at orientere sig, men
det vender vi tilbage til. Det er i princippet så enkelt og ganske banalt, men ikke desto
mindre ofte svært at forandre en herskende institutionskultur.
5. tyngdepunkt: Anerkendelsen
I pædagogisk arbejde med børn og unge bliver der i disse år talt meget om, at man skal
støtte børn og unge i at opbygge selvværd frem for at fokusere på, at de skal have selvtillid.
Der er for så vidt ikke noget i vejen med at have selvtillid. Problem består i, at selvtillid
ofte opbygges på bekostning af selvværd.
Selvværd er noget indre. Det er oplevelsen af at kende og acceptere sig selv, som den
man er, mens selvtillid er som et ydre stillads af færdigheder, som andre sætter pris på.