- det vanskelige omsorgsarbejde - Servicestyrelsen

56
beboere, kolleger, pårørende o.s.v. Det er afgørende, at alle medarbejdere i en personalegruppe
er enige om nogle overordnede intentioner. Det er også vigtigt, at alle medarbejdere
har lyst til og mulighed for at drøfte disse intentioner, de daglige opgaver, handlinger
og problemer. Derimod er det ikke så vigtigt, om alle medarbejdere handler på samme
måde. Hver ansat har sine interesser og særlige kompetencer at bidrage med - og når
man bidrager med det, man er bedst til, har man mest at give.
2. tyngdepunkt: Menneskesynet
Menneskesynet er afgørende for, om man kan have tillid til socialpædagogikkens betydning
og tillid til, at socialpædagogiske handlinger har betydning i omsorg for mennesker
med demens. Menneskesynet er et begreb for, hvad man opfatter som helt grundlæggende
træk i menneskets væsen. Der er ikke tale om bestemte mennesker, men om Mennesket
som sådan. Måske betragter man Mennesket som et væsen, der grundlæggende er
dovent, aggressivt og egoistisk, og som derfor vil udnytte andre mennesker, hvis det kan
slippe af sted med det. Eller måske betragter man Mennesket som et væsen, der grundlæggende
er flittigt, kærligt og socialt, og som vil yde sit bedste, hvis mulighederne er til
stede.
Hvordan man tolker andre menneskers handlinger, afhænger af ens grundlæggende
menneskesyn og afspejler sig i ens handlinger over for medmenneskene. Hvis man mener,
at mennesket af natur er dovent og egoistisk, vil man formentligt hurtigt gribe til at tolke
for eksempel passivitet som udtryk for dovenskab. Hvis man derimod mener, at mennesket
grundlæggende er et flittigt væsen, vil man derimod snarere tolke passivitet som udtryk
for angst for ikke at slå til eller lignende. Og man vil mene, at et uhensigtsmæssigt
handlemønster er udtryk for problemer i menneskets tidligere eller nuværende vilkår
frem for at være udtryk for noget negativt i menneskets væsen.
Der er gennem tiderne blevet sagt meget om, hvorvidt mennesket af natur er egoistisk
eller socialt. Det nærliggende svar er, at mennesket er begge dele, men sat på spidsen,
kan man spørge, hvad der ville kendetegne et menneske, som voksede op helt uden de
påvirkninger, der kommer fra andre mennesker og fra samfundet som helhed. Det kan
selvfølgelig ikke lade sig gøre, men man kan gøre tankeeksperimentet: Ville vedkommende
overvejende være god eller ond, egoistisk eller social?
Ingen kender svaret. Men alle mennesker har på en eller anden måde en tilbøjelighed til
at vælge side. Det vil sige, at man er forskellig med hensyn til hvilke former for forklaringer,
man oftest griber til: Man har en forkærlighed enten for forklaringer, der bunder i
den grundlæggende opfattelse, at mennesket dybest set er et socialt væsen eller for forklaringer,
der bygger på idéen om, at mennesket dybest set er et egoistisk væsen.
Men sandheden om menneskets naturlige tilbøjeligheder er formentligt slet ikke at finde
i yderpunkterne. Mennesket er meget komplekst og har både egoismen og det sociale
som dybtliggende, naturlige karaktertræk.
Socialpædagogisk arbejde kan godt hænge sammen med en forestilling om, at mennesket
er en kompleks størrelse af både egoisme, socialt ansvar, dovenskab, flid, fornuft og
følelse, men det er en forudsætning, at den, der arbejder socialpædagogisk, ikke udeluk-