- det vanskelige omsorgsarbejde - Servicestyrelsen

undergraver både selvstændighed og selvværd. Man mister respekten for sig selv, fordi
man er gammel og afhængig af hjælp. Men ikke nok med det. Har man ikke respekt for
sig selv, er det næsten ikke muligt at have respekt for andre i en lignende situation. Og
man hører da også ofte mennesker i svære situationer omtale andre i samme situation i
temmelig uvenlige vendinger.
Den bevidsthedskontrollerende magt og den indirekte magt sniger sig ind i omsorgen på
næsten usynlige måder og snor sig rundt i mange personalegrupper, hvor den sætter
spor, som bringes videre i relationen mellem hjælperen og modtageren af omsorg. Grænserne
mellem vejledning, motivation, manipulation og tvang er hårfin. Man bruger lidt
snyd, overtaler og appellerer til fornuft og samvittighed. Man taler hen over hovedet på
sine medmennesker, taler ned til dem eller bruger bestemte udtryk, som fastholder dem i
bestemte roller.
Man siger ‘det har du lov til’ og signalerer hermed, at den anden skal bede om lov til at få
en retmæssig omsorg og pleje. Man er den, der giver den anden noget og er dermed den
magtfulde. Lars Henrik Schmidt (2000) bruger netop ’giverrollen’ til at illustrere magten
som en envejskommunikation: Det ’at give’ er en magtudøvelse i det omfang, hvor det ikke
er muligt ’at give igen’… Magten er i denne form ’en given lov’.
Professor i socialt arbejde Margaretha Järvinen (2002) skriver også om giverrollen som en
magtfuld rolle. Hun påpeger, at giveren/hjælperen har alle trumfkort på hånden, hun er
den, som er bemyndiget til at handle, den, som har beslutningsretten (om at hjælpe eller
ikke hjælpe), om at give en speciel form for hjælp frem for en anden form for hjælp. Hun
er den, som fremstår som uegennyttig og generøs, selvom hun bare administrerer den
service, som modtageren har ret til. Modtagerens rolle er altid mere ambivalent: Den
hjælp, han faktisk får, er måske ikke det, han mest af alt havde ønsket sig, han ved, at han
må vise en eller anden form for taknemmelighed, fordi hele interaktionen placerer ham i
en underordnet position.
Den institutionelle magt
Den sidste magtform er den, som Christensen og Jensen (2001) kalder for en institutionel
magt. Denne magt udøves ikke af personer, men ligger i institutionen i sig selv. Magten
ligger i de organisatoriske rammer og regler, som styrer hverdagen. Og den ligger i selve
institutionens kultur, hvad enten man kalder stedet for en institution, et botilbud eller et
plejecenter. Sagen er den samme. Magten er en integreret del af kulturen.
Kultur er fælles identitetsskabende, overført viden og handlinger, der ikke nødvendigvis
er klart erkendt af de personer, som lever i den. Gundelach og Sandager (1999) peger således
på, at det er karakteristisk for kultur, at den:
• skaber en fælles identitet
• overføres fra generation til generation
• er ubevidst eller skjult.
43