- det vanskelige omsorgsarbejde - Servicestyrelsen

38
Oplevelsen af mening styrkes, når man får positive reaktioner eller respons. Det er alment
menneskeligt at ønske sig resultater af sin indsats og at ønske anerkendelse for sit arbejde.
Responsen er afgørende for motivationen og især for den udholdenhed, som er så afgørende
i demensomsorg. Hvis hjælperen ikke føler, at hun får respons på sit arbejde, kan
hun komme til at handle, som om modtageren af omsorg er en ting og ikke et menneske.
Og en sådan måde at handle på er selvsagt uværdig for begge parter.
Man kan føle, at man ikke får respons på sine handlinger, men faktisk er der respons i alle
former for omsorgsarbejde, og strengt taget ved vi det alle sammen. Også mennesker
som lider af svær demens reagerer på omsorgen. Det kan være et spørgsmål om at have
øje for reaktionerne og at værdsætte dem. I hverdagen kan dette måske opleves som
vanskeligt. Så især dér, hvor arbejdet forekommer meget tungt, er det vigtigt, at kolleger
og ledelse viser opmærksomhed og anerkendelse. Det er vigtigt, fordi deres opmærksomhed
og anerkendelse gør det tydeligt, at det nytter at være omhyggelig i sin omsorg. Hvis
en omsorgsperson ikke føler sig respekteret af andre, er det faktisk svært for hende at
opretholde respekten for sig selv, for sit arbejde og for den, der modtager omsorgen.
Det er vigtigt at tydeliggøre og synliggøre alle former for indsats og resultater. På forskellig
måde er det vigtigt for den enkelte modtager af omsorg, såvel som for udøveren
af omsorg, for gruppen af kolleger og for den ledelse, som skal administrere, støtte og
vurdere det daglige arbejde.
Det kan være godt i personalegruppen at diskutere, hvordan kulturen er på stedet: Hvilke
normer, værdier, formelle og uformelle regler og traditioner støtter medarbejderne i at
yde en god omsorg, og hvilke hæmmer udøvelsen af god omsorg?
Det er også en god idé at diskutere de forskellige former for respons og anerkendelse,
man som medarbejder får i dagligdagen.
Også eventuel magtanvendelse skal gøres så synlig som muligt. Personalet må derfor
kontinuerligt arbejde med at erkende, at de udøver magt, hvad enten de bryder sig om
det eller ej. De må erkende, hvad der er magtanvendelse, og de må kontinuerligt undersøge,
hvordan dette kan undgås. En sådan bevidsthed forudsætter, at plejepersonalet vil og
har tryghed til at se på og tale om både egne og kollegers handlinger. Ellers kan de ikke
støtte hinanden i at reflektere og opbygge nye handlemuligheder.
Det kan naturligvis være svært at indrømme for sig selv og kolleger, at man udøver magt
over for andre mennesker, men manglende erkendelse af magtforhold kan betyde, at
magten får et stort spillerum. Det er vigtigt at vide, at alle former for pleje, omsorg og
pædagogiske handlinger i forhold til mennesker med demens finder sted i en asymmetrisk
relation, da plejepersonalet yder den støtte, som det andet menneske er afhængig
af. Men den såkaldte asymmetriske relation er ikke en naturlov, der kan bruges som forklaring
på eller undskyldning for ikke at arbejde for en ligeværdig relation mellem udøver
og modtager af omsorg. Bevidstheden om den asymmetriske relation skal hjælperen bruge
til at forstå, at hun har en særlig magtposition, men at hun på trods af denne position
– eller netop derfor har en særlig forpligtelse til at leve op til den ligeværdighed, der er
mellem hende og modtageren af omsorg i kraft af, at de begge er mennesker.