måske tre - Socialstyrelsen

Mette personalet passe barnet og følger med Peter. ”De er der jo til
det samme, så det kan vi lige så godt benytte os af, mens vi er her.”
Efter fem måneder – og adskillige samtaler – får Mette og Peter at
vide, at det bedste for Mikkel er, at han kommer i familiepleje.
Mette stritter i mod. Hun vil under ingen omstændigheder have, at
hendes barn skal passes af andre. Personalet gør det klart for hende,
at det er nødvendigt at anbringe Mikkel nu, men han kan måske
komme hjem igen, når han bliver lidt ældre. Mette og Peter får fortalt,
hvad personalet har vurderet, og får at vide, at hvis de ikke vil
gå med til en frivillig anbringelse, vil der være grundlag for tvangsanbringelse.
Efter de frivillige bestemmelser, kan de stadig have
samkvem med Mikkel og stadig være forældre for ham, siger personalet.
Mette forstår ikke personalets vurdering og forstår ikke, at de
kan skrive, at hun ikke er egnet som mor, når de samtidig har rost
hende for at være god til at pusle Mikkel. Hun forstår heller ikke, at
de har skrevet, at Peter er umoden og kun kan tilgodese egne behov.
”Han skulle bare væk fra døgninstitutionen somme tider, fordi personalet
hele tiden sagde, hvad de syntes, han skulle lave.”
Mette og Peter ender med at acceptere en frivillig anbringelse. Der
fastsættes herefter overvåget samvær to timer to gange om måneden.
Et halvt år efter er Mette gravid igen.
Hvordan vil I vurdere Mette og Peters deltagelse i beslutningsprocessen?
Er de nået til en erkendelse af, at de ikke magter omsorgsopgaven?
Hvad kan være baggrunden for, at reglerne om tvangsfjernelse ikke er
bragt i anvendelse?
Tror I, at sagens udfald ville have været det samme, hvis man havde
bragt tvangsbestemmelserne i anvendelse? Hvorfor/Hvorfor ikke?
Hvordan vil I sikre jer, at udviklingshæmmede forældre
• ved, at der bliver foretaget en undersøgelse
• bliver inddraget og forstår undersøgelsens resultater
102