måske tre - Socialstyrelsen

• at opnå kontakt
• at der må være et behov
• at vejlederen må være “sig selv”, åben og hel, dvs. være tilstede med
sin opmærksomhed
• at vejlederen ubetinget må acceptere den vejledte, for at han /hun kan
have tillid – ellers må man hellere overlade vejledningen til en anden
• at vejlederen må kunne indleve sig i den vejledtes situation og kunne
formidle dette til den vejledte – være empatisk
• at denne empati og ubetingede positive holdning til en vis grad må
kunne opleves af den vejledte, hvilket kræver, at de øvrige punkter
opfyldes.
Valg af samtaleform er med til at styrke det enkelte menneskes identitet
eller til at fratage dem identitet. Samtaleformen kan hjælpe dem til at
træffe egne valg ved at styrke deres ressourcer, eller den kan gøre dem
mere uselvstændige og afhængige:
”Hun ville lokke mig til at blive steriliseret. Hun sagde, at når
man har børn, kommer man aldrig mere i biografen eller ud at
spise, man kan slet ikke noget, når man har børn. Det passer jo
ikke. Hun har da selv børn, og jeg har da set hende i byen. Så
jeg ville ikke steriliseres, hun skulle ikke bestemme.”
”En dag talte jeg med Naja [pædagog] oppe på værkstedet. Vi
snakkede om det at have børn, og hun spurgte mig, hvad jeg
gerne ville. Men det vidste jeg jo ikke helt. Så fortalte hun mig,
hvordan hun synes, det er at være forældre, at der er mange
glæder, men at det også er besværligt. Naja syntes, at jeg skulle
snakke med Hanne [udviklingshæmmet mor], for hun kunne
fortælle mig lidt mere om, hvordan det er med sådant et lille
barn. Efter det ville jeg ikke have børn.”
I dialogen spiller den enkelte deltagers forskellige opmærksomhedslag en
rolle. Føler den enkelte sig afmægtig, anspændt eller utryg, eller er vedkommende
tryg og rolig i situationen? Dette præger det, der høres. Egne
41