måske tre - Socialstyrelsen

efterlader den professionelle i en situation, hvor den enkelte medarbejder
alene eller i samarbejde med kollegaer og forvaltning må udvikle en
brugbar socialfaglig definition af godt forældreskab” (Faureholm,
1994:45).
Et andet spørgsmål er så, om der stilles større krav til udviklingshæmmede,
for at de kan kvalificere sig til et forældreskab? Er det nok at stræbe
mod at være gode nok forældre eller skal udviklingshæmmede være bedre
end gode nok? Hvor megen plads gives der til, at de, som alle andre
vordende forældre, ikke helt kender konsekvenserne af deres valg eller
fejler i deres bestræbelser på at kunne udfylde forældrerollen.
“Man føler at de [medarbejderne i et netværk] ser hver en fejl.
Jeg tænker tit på, om de aldrig selv har lavet fejl, eller er usikre.”
Som nævnt i kapitel 6 er det fra internationale undersøgelsesresultater
blevet dokumenteret, at egnethed som forælder er relativt uafhængig af
intelligensniveau. Der er heller ikke nogle generelle træk, som er fælles
for alle udviklingshæmmede forældre. Hvis udviklingshæmmede forældrene
har en socialt belastet baggrund, kan forældrekompetensen derimod
være betydeligt forringet. Dette forhold adskiller sig ikke nævneværdigt
fra andre familier, som kommer fra socialt belastede hjem.
Ligeledes er udviklingshæmmede, ligesom normalt begavede, med en
opvækst i et kærligt og stabilt familiemiljø, betydeligt bedre rustet til at
varetage forældrerollen.
De svenske forskere Evy Kollberg og Yvonne Folkeson ( Socialministeriet
1996) pointerer, at professionelle er meget gode til at beskrive de
kognitive mangler hos den udviklingshæmmede, som håndtering af økonomi
og udførelsen af praktiske ting i dagligdagen, og at de deraf ofte
drager den slutning, at udviklingshæmmede som gruppe (eller som
enkeltpersoner) ikke magter at være forældre. I stedet for at fokusere på
tanke- og handlemønstre burde der, ifølge dem, rettes større opmærksom-
65