Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

6.4
108 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering
Patientuddannelsers organisering i dansk sammenhæng
Beskrivelsen af patientuddannelsernes organisering består af tre elementer. For det første
beskrives øvrige formelle rammer, som er afgørende for organisering af patientuddannelserne
i forlængelse af afsnittet om lovgivningen og den sundhedspolitiske ramme
i kapitel 2. For det andet beskrives den konkrete organisering af generelle og sygdomsspecifikke
uddannelser med særligt fokus på forskelle og ligheder i regioner og kommuners
organisering. For det tredje beskrives, hvordan kommuner og regioner har arbejdet
med den konkrete ansvars- og opgavefordeling vedr. de sygdomsspecifikke patientuddannelser,
da udbuddet af disse uddannelser i særlig grad kræver tværsektoriel koordinering
og derfor udgør en organisatorisk udfordring.
6.4.1 De formelle rammer for danske patientuddannelser efter strukturreformen
Patientuddannelser har eksisteret i sygehusregi i en årrække (siden slutningen af
1980erne). Før strukturreformen blev størstedelen af de sygdomsspecifikke uddannelser
udbudt i amtsligt regi og finansieret af amterne. Med strukturreformen blev ansvaret
for forebyggende indsats i større grad henlagt til kommunerne. Det gælder også for
finansieringen af den del af patientuddannelserne, som ikke foregår direkte i tilknytning
til behandling på hospital eller i almen praksis. Den kommunale finansiering på
sundhedsområdet, herunder patientuddannelserne, er ikke øremærket, men gives som
en del af bloktilskuddet til kommunerne. Heller ikke i regionalt regi er der tale om
øremærkede bevillinger, og udgifterne til patientuddannelser afholdes af det enkelte
sygehus og indgår i afdelingernes budgetter. Samlet set er størrelsen af de bevillinger,
der afsættes til patientuddannelser, afhængig af politisk-administrative beslutninger i de
enkelte regioner/sygehuse og kommuner. Udover de ordinære budgetter findes en del
puljemidler og projektmidler, som er afsat i forbindelse med regions- og kommuneforhandlingerne
med staten, som udviklingsmidler på regionernes og kommunernes budgetter
eller finansieret af private fonde.
Et komplicerende forhold er, at principperne for, at personer med kronisk sygdom får
adgang til ydelserne, er forskellige i regionalt og kommunalt regi. I det regionale regi
tildeles ydelser ud fra en lægefaglig vurdering hos praktiserende læge eller sygehusansat
læge, hvorimod kommunale ydelser typisk tildeles med udgangspunkt i en kommunal
visitation. I en del tilfælde har kommunerne valgt at acceptere ”henvisninger” fra praktiserende
læger til patientuddannelserne uden egen visitation, og i nogle kommuner
kan borgerne selv tilmelde sig til patientuddannelserne og blive optaget (i nogle tilfælde
først efter en kommunal visitation).
I henhold til sundhedsloven er patientrettet forebyggelse et delt ansvar mellem region
og kommune, og der ligger især en væsentlig opgave hos kommunerne og regionen i at
samarbejde om at udvikle og bidrage til indsatsen over for personer med kronisk sygdom.
Ud over at bidrage med konkrete patientuddannelsestilbud skal regionen i henhold
til sundhedsloven rådgive kommunerne om tilrettelæggelsen af indsatsen og give
faglig støtte og hjælp til kompetenceopbygning.
De lovpligtige sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner med tilhørende forløbsaftaler
og forløbsprogrammer for grupper af personer med kronisk sygdom udgør i dag
i praksis det formelle grundlag for indsatsen på patientuddannelsesområdet. Her kan
parterne aftale, hvilken indsats der konkret skal varetages. Der er dog ingen garanti for,
at aftalerne og forløbsprogrammer indeholder bestemmelser om patientuddannelser og
derfor reelt ikke nogen garanti for, at der i kommunalt regi overalt i landet eksisterer
hverken generelle eller sygdomsspecifikke patientuddannelser. Imidlertid viser organisa-