Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

En første forklaring på forskelle i forhold til at fordele opgaven med de sygdomsspecifikke
uddannelser knytter sig til de formelle rammer. Opgavefordelingen mellem region
og kommuner i forbindelse med den patientrettede forebyggelse er ikke klart defineret
på forhånd, og det er tydeligt ud fra materialet, at det især i begyndelsen har været vanskeligt
at få afklaret, hvem der skal gøre hvad til trods for, at patientrettet forebyggelse
er et obligatorisk led i sundhedsaftalerne. Der kræves fortsat en stor indsats for at sikre,
at den patientrettede forebyggelse, og herunder patientuddannelserne, på tværs af sektorer
er sammenhængende, koordinerede og systematiske. Forløbsaftaler, som efterhånden
dækker et stort antal især kroniske patientforløb, har været væsentlige elementer i
udviklingen mod en koordineret indsats. Men det er værd at bemærke, at de formelle
rammer samtidig har givet et rum for lokal fortolkning af, hvorledes arbejdsdelingen
skal fastlægges, og hvilket indhold der skal være i uddannelserne. En sådan lokal regional
og kommunal fortolkning af formelt udmeldte opgaver kan for så vidt altid forventes
i forbindelse med centralt udmeldte organisatoriske og forvaltningsmæssige forandringer
(195), men i forhold til implementeringen af forandringerne på det sygdomsspecifikke
patientuddannelsesområde har lokale tolkninger og løsninger været en nødvendighed
givet de forholdsvis brede formelle rammer og udmeldinger.
En anden observation er, at forskellene mellem regionerne delvist kan forklares ud fra
den forskellige historiske baggrund og de institutioner, der er skabt historisk (196). I
både Region Midtjylland og Region Nordjylland har man kunnet udnytte mangeårige
erfaringer med amt-kommune samarbejde i forbindelse med indgåelsen af aftaler under
de nye rammer. Kendskab til hinandens forudsætninger og kultur samt ikke mindst
etablering af tillidsprægede relationer er generelt vigtige, når der skal skabes udvikling i
organisatoriske netværk (197), og det bekræftes af denne undersøgelse. Det kan også
være medvirkende til, at man i nogle regioner har valgt en emergerende, dialogpræget
og udviklingsorienteret strategi (198, 199).
En tredje forskel, som afspejles i analysen af både den danske og den engelske implementeringsproces,
er oplevelsen af graden af de kulturelle udfordringer, der hænger
sammen med nogle kulturelle forskelle mellem kommuner og sygehusene og almen
praksis (i det danske tilfælde) – men som også handler om professionsbetingede kulturer.
Regulering og påvirkning af forskellige professionskulturer er et klassisk og væsentligt
fænomen i sundhedsvæsenet (200, 201), og det tager lang tid at ændre både organisations-
og professionsbaserede kulturer. Et par af de kulturelle fænomener, som allerede
nu kan registreres, skal nævnes her: Først og fremmest er der forskellige evalueringskulturer,
hvor patientevalueringer tillægges stor betydning i nogle kulturer, mens
andre kulturer vægter mere ”objektivt” konstaterbare mål. Dernæst vægtes egne erfaringer,
formidling og pædagogik højt af nogle involverede, mens andre lægger vægt på det
sundhedsfaglige indhold. Endelig tyder denne undersøgelse på, at der blandt praksislæger
i Danmark ikke er noget ønske om eller mulighed for at spille en mere aktiv rolle i
forhold til at følge og evt. opsøge personer med kronisk sygdom samtidig med, at
andre aktører efterlyser en mere aktiv rolle fra praksislægernes side. Der er ingen simpel
måde, hvorpå disse forskellige opfattelser kan imødekommes eller ændres, men der er i
interviewmaterialet indikationer på, at en række forhold bidrager til at forklare variationen
i, hvorvidt man oplever og graden hvormed man oplever, disse typer af kulturelle
udfordringer: 1) Konkrete tilbagemeldinger om uddannelsernes effekt for de enkelte
personer med kronisk sygdom til praksissektoren, 2) vidensdeling og systematisk erfaringsudveksling
mellem parterne på forskellige niveauer og 3) konkret samarbejde og
erfaringsudveksling i tværsektorielle organiseringsformer. Disse forhold kan alle bidrage
til, at de forskellige professionelle over tid kan udvikle tillid til eller i det mindste forståelse
af de andre professionelles kompetencer.
132 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering