Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

at underviserne har en kronisk sygdom, sammenlignet med undervisere med sundhedsprofessionel
baggrund. Begge gruppers undervisere gennemførte samme uddannelse i
at undervise. Her konkluderes det, at der var en lille forskel, men at den ikke er statistisk
signifikant og derfor må betragtes som ubetydelig (21). Studiet indikerer, at der er
svag evidens for, at der ikke umiddelbart er nogle effekter direkte afledt af rollemodelsfunktionen
som pædagogisk redskab/strategi.
I to andre (kvalitative) studier peges der yderligere på, at de pædagogiske redskaber/
strategier i CDSMP kan udgøre virkningsmekanismer med følgende betydninger for
deltagerne: Handleplaner ser ud til at inspirere deltagerne til yderligere handling, fx at
søge viden om deres sygdom, hvilket ser ud til at føre til en øget fornemmelse af kontrol
over egen tilværelse (91). Gruppedynamikken i form af erfaringsudveksling ser ud
til at føre til en reduktion af følelsen af isolation og stigma (91), ligesom selve gruppedynamikken
betyder, at deltagerne ved at spejle sig i hinandens situationer får større
viden om deres sygdom samt inspiration til at håndtere sygdommen (92). Disse konklusioner
bør dog læses med et vist forbehold på grund af studiernes metodiske kvalitet
(se endvidere afsnittet om patientoplevet udbytte baseret på kvalitative studier i kapitel
4).
3.5.3.3 Sammenhængen mellem teoretisk grundlag og pædagogisk praksis
Self-efficacy kan opnås netop gennem bl.a. tilegnelse af færdigheder, refortolkning af
symptomer, brug af rollemodeller samt gruppedynamik (89). CDSMPs pædagogiske
tilgange er således direkte knyttet til begrebet self-efficacy. Der er god overensstemmelse
mellem det teoretiske grundlag og den pædagogiske praksis, hvilket må antages at
understøtte deltagernes muligheder for at øge deres self-efficacy.
Sammenhængen mellem teori og praksis er ikke beskrevet i mind/body wellness interventionen
(75).
3.5.4
Diskussion af resultater
3.5.4.1 Type 2-diabetes
Det foreligger moderat evidens for, at effektive patientuddannelser til personer med
type 2-diabetes bør være baseret på terapeutisk patientuddannelse med deltager- og
empowermentorienterede og voksenpædagogiske principper (16). De øvrige konklusioner
om, at effektive uddannelser desuden typisk er baseret på Banduras begreb self-efficacy
(17, 37, 41, 86) eller self-management (17), er baseret på en analyse af det
beskrevne teorigrundlag for de patientuddannelser, der indgår i studierne. Der ses således
en sammenhæng mellem effektive patientuddannelser og det, at de er baseret på
self-efficacy eller self-management, men der er ikke tale om effektmålinger af self-efficacy
og self-management som deciderede virkningsmekanismer.
Nå det kommer til pædagogiske redskaber/strategier for undervisning af personer med
type 2-diabetes, er der svag evidens for, at der er større effekt ved undervisning, der
anvender sociale læringsteknikker (gruppetilgang) og adfærdsmodificerende øvelser i
undervisningen end i interventioner, der ikke gør (84). Desuden er følgende pædagogiske
redskaber/strategier fremhævet i afsnittet: Handleplaner, problemløsning, anvendelse
af rollemodeller, rollespil, refortolkning af symptomer og gruppedynamik (17, 37,
40, 41, 43, 44, 47, 51, 86). Redskaberne er fremhævet på baggrund af analyse af
patientuddannelser, der er beskrevet i studier, der påviser effekt af uddannelserne. Da
redskaberne går igen i flertallet af studier af effektive patientuddannelser til personer
med type 2-diabetes, er det sandsynligt, at de udgør effektive virkningsmekanismer,
73 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering