Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

noget, som har været vores, og sådan er det jo også her. Man sidder med en iagttagende
holdning og afventer at se, hvad det er for nogle tilbud, som kommer i kommunerne. Har
vi en sikkerhed for, at det er ligeså godt, som det personerne med kronisk sygdom får her hos
os?”.
Men kommunerne har brug for den ekspertviden, der ligger i regionerne i forbindelse
med etablering af uddannelser, fx for at sikre at nationale og internationale retningslinjer
bliver fulgt. Samtidig peges der på, at de sygdomsspecifikke uddannelser, som hidtil
har været udbudt i sygehusregi, ikke systematisk bygger på evidensbaseret viden om
effekterne af de specifikke patientuddannelser. Det betyder, at viden om sygdomsspecifikke
patientuddannelsers effekt ikke ’blot’ skal overføres fra hospitalerne til kommunerne.
Der ligger stadig en betydelig opgave i at få dokumenteret effekten af uddannelserne
både i regionalt og i kommunalt regi, men der er erfaringer på sygehusene, som
kan deles med kommunerne i forbindelse med fordelingen og udviklingen af specifikke
patientuddannelser i kommunalt regi.
En udfordring, som bidrager til at forklare den skepsis i regionerne og måske nærmere
på hospitalerne over for kommunernes overtagelse af dele af de sygdomsspecifikke
uddannelser, er, at sygehusene pt. udskriver patienter til meget forskellige tilbud og i
nogle tilfælde til kommuner, der slet ikke udbyder en sygdomsspecifik patientuddannelse.
Som respondenten fra Region Nordjylland beskriver det, så kan sygehusene ” stå
i en situation, hvor den ene kommune har indgået i en aftale og en anden har ikke – og
sygehuset har det samme ansvar for personerne med kronisk sygdom, og sygehusene kan så
stå og udskrive den ene til en kommune med et tilbud og til den anden sige, at det er kommunens
ansvar, og der er ikke et tilbud. Der oplever jeg, at sundhedspersonalet er bekymret
og har patientens perspektiv”.
En udfordring fra et regionalt perspektiv er økonomien omkring patientuddannelser. I
Region Midtjylland har man en pulje under sundhedsaftalerne, hvor der gives midler
til projekter, som laves i et samarbejde på tværs af sektorerne, men den efterfølgende
drift står kommunerne selv stå for. Derudover peges der på, at sundhedslovens formuleringer
er uklare i definitionen af hhv. regionernes og kommunernes økonomiske
ansvar for at løfte denne opgave.
6.5.2.2 Kommunernes perspektiv
Et dominerende indtryk fra interviewene er, at politisk og ledelsesmæssig opbakning
kombineret med engagerede enkeltpersoner og opbygning af sundhedsfaglig og især
sundhedspædagogisk viden har været afgørende for, at nogle kommuner er kommet
længere end de øvrige. På spørgsmålet om, hvem der har taget initiativ til de kommunale
patientuddannelser, svarer en kommunal repræsentant: ”Det har jeg nok”. Netop
dette svar kunne også komme fra de øvrige kommuner, idet enkeltpersoners engagement
har været afgørende for initiativtagning. Dog er det ikke nok med initiativer, idet
det er vigtigt for realiseringen, at der såvel ledelsesmæssigt som politisk bakkes op om
det forebyggende sundhedsarbejde, herunder patientuddannelserne, og det er ingen
selvfølge, at denne opbakning findes. I den forbindelse vurderes det som en fordel, at
der er etableret sundhedsudvalg og sundhedscentre, så de kommunale sundhedskompetencer
er samlet i stedet for at være spredte. Derimod er det en barriere, at det er vanskeligt
at dokumentere virkningen af patientuddannelserne. Repræsentanten fra
Holstebro Kommune formulerer det således: ”Vi bruger energi på at dokumentere evidens
og effekt. Det er vigtigt, også for at sikre politikernes interesse og dermed ressourcer til
området og rekruttering af patienter”.
127 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering