Patientuddannelse - Sundhedsstyrelsen

Fælles for patientuddannelserne i sygehusregi og i kommunerne er, at der anvendes forskellig
terminologi for de samme fænomener. Særligt anvendes begreberne patientuddannelse
og rehabiliteringsforløb ikke sjældent nærmest synonymt. Flere af patientuddannelserne,
bl.a. uddannelserne til personer med type 2-diabetes, indeholder også
både gruppebaserede og individuelle elementer.
Et forhold, der adskiller Danmark fra de engelske erfaringer, er, at det kun er Kolding
og Københavns Kommune, som ifølge de formelle beskrivelser af uddannelserne eksplicit
er opmærksomme på de særlige udfordringer, der knytter sig til at uddanne personer
med kronisk sygdom fra etniske minoritetsgrupper. Samtidig kan det nævnes, at vi
ikke i datamaterialet er stødt på refleksioner, strategier eller lign. omkring særlige
udfordringer ved at rekruttere og uddanne socialt udsatte.
6.4.3 Fordelingen af de sygdomsspecifikke uddannelser mellem regioner og
kommuner
Som nævnt i indledningen til dette kapitel kan der identificeres ligheder, men også en
række forskelle i den måde , hvorpå regionerne og kommunerne har grebet opgaven an
med hensyn til fordeling af de sygdomsspecifikke uddannelser. Da disse forskelle har
betydning for den måde, hvorpå de kommunale uddannelser udvikles og organiseres,
beskrives disse i dette afsnit. Analysen baseres primært på interviewdata.
6.4.3.1 Hidtidige erfaringer med fordelingen og en status
Arbejdet med etablering af aftaler om fordeling af de sygdomsspecifikke uddannelser er
i alle fire regioner forankret i sundhedsaftalerne. I to af regionerne (Region
Syddanmark og Region Sjælland) peges der dog på, at dette arbejde ikke kom særlig
langt i den første runde af sundhedsaftalerne. Som det beskrives i et af interviewene
blev der i den første runde ”trådt lidt vande”. Det er dog en fælles erfaring i alle regionerne,
at der har været en progression i anden runde af sundhedsaftalerne.
Fordelen ved at koble diskussionen af fordelingen af de sygdomsspecifikke uddannelser
til sundhedsaftalesystemet er, at man herved får en politisk behandling og diskussion af
området i både byrådet og regionsrådet. Usikkerheden om fortolkningen af sundhedsloven
i relation til patientuddannelser har været en udfordring, som ifølge respondenterne
bidrager til at forklare vanskeligheder med at fordele de sygdomsspecifikke
uddannelser mellem kommuner og regionernes sygehuse. En anden udfordring som
nævnes på tværs af regionerne, er af økonomisk karakter, fordi midlerne til patientuddannelser
skal findes på de almindelige driftsbudgetter, idet kommunerne ikke har fået
øremærkede midler til den patientrettede forebyggelse. En tredje udfordring er at fordelingen
og klarlæggelsen af snitfladerne mellem de forskellige aktører ikke blot
omhandler relationen mellem regioner og kommuner, men også berører relationerne til
de praktiserende læger. Det viser sig specifikt i forhold til, at kommunale og regionale
aktører er forpligtet til samarbejde om sundhedsaftalerne, hvilket i dette tilfælde betyder,
at man får en forpligtende dialog omkring fordelingen og parternes rolle. Her har
de praktiserende læger en anden status og rolle.
Analysen af organiseringen af patientuddannelserne i de fem regioner og de fem
udvalgte kommuner viser, at selv om analysen baseres på de kommunale ’best cases’ i
de enkelte regioner, er der en række forskelle mellem de kommunale tilbud om specifikke
patientuddannelser. Dette billede bliver ifølge respondenterne i fokusgruppeinterviewene
endnu mere udtalt, hvis man sammenligner ’best case’-kommunerne med de
øvrige kommuner i de enkelte regioner. De kommuner, som indgår i analysen, er ifølge
både de kommunale og regionale respondenter længere fremme end gennemsnittet.
121 Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering