Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
102
sammen med filmens hovedkarakter, Emma, og hendes lillesøster
Sara. Med blikket rettet stift fremad træder Emma frem og tilbage,
ind og ud af filmens venstre side – flere gange, indtil hun endelig
fortsætter fremad til lyden af flere klik. Foran hende går en hund,
og i hånden har hun en klikker, der skal få dyret til at adlyde uden
brug af hverken ord eller ansigtsudtryk. Og som tilskuer forstår
man nu pludselig, at man i biografmørket netop har været udsat for
dressur af samme art.
Apflickornas anslag handler således om mere end blot at være
appetitvækker og præsentation af stil og stemning. Den er også
bevidst en provokation, der minder os om, at filmoplevelsen ikke
nødvendigvis er meget anderledes end hundedressuren. I biograf-
mørket er også vi pattedyr. Og et nemt bytte for filmens operante
betingning.
Dermed har filmen sat sine to centrale tematikker i spil: Magten og
blikket. I hvert fald indirekte. For Apflickorna er en film, der både
holder sit publikum og sin historie i stram snor.
Handlingen leverer den i en række næsten tableauagtige scener
– i noget, der måske bedst kan beskrives som en narrativ skitse,
der på en og samme gang er demonstrativt suggestiv og nærmest
klinisk renset for følelsesdemonstrationer eller empatigrundlag.
Og hvor kontekst og kausalitet derfor synes at være frit flydende.
Måske derfor er filmen, der ellers har hentet priser på filmfestivaler
i Gøteborg, Berlin og New York, en film, der med rette har splittet
anmeldere og publikum. Bliver vi i psykologiens verden, kan vi sige,
at det, der udgør handlingen i Apflickorna, er de negative rum. Alt
det vi ikke ser, men kun kan ane.
Filmens titelsekvens, der følger anslaget i skoven, er et godt ek-
sempel på brugen af disse negative rum. Mens kameraet panorerer
langsomt og i ultranær langs et pigtrådshegn, jager en hårdtpum-
pet underlægningsmusik hæsblæsende gennem scenen. Musikken
afløses gradvist af en atonal, forvrænget og metallisk lyd, der lang-