Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
pelvis ved gentagne brud på 180 graders-reglen) <strong>og</strong> et væld af gen-<br />
tagelsesfigurer <strong>og</strong> verfremdungseffekter. På indholdssiden satte<br />
Godard sig for konsekvent at nedbryde samtlige konventionelle<br />
Hollywood-genrer. Startende med opløsningen af gangsterfilmen i<br />
debuten Åndeløs (1960) nedbryder Godard i kronol<strong>og</strong>isk rækkeføl-<br />
ge musicalen (En kvinde er en kvinde, 1961), agentfilmen (Den lille<br />
soldat, 1963), krigsfilmen (Les carabiniers, 1963), melodramaet (Le<br />
Mépris, 1963) <strong>og</strong> science fiction-filmen (Alphaville, 1965). I disse<br />
film nedsmelter Godard genrekonventioner <strong>og</strong> narrative strukturer<br />
i et legende filmspr<strong>og</strong>, der indsætter de ovenfor nævnte virkemid-<br />
ler i stedet for det gængse fokus på historier, karakterer <strong>og</strong> generel<br />
l<strong>og</strong>isk pr<strong>og</strong>ression.<br />
Samtidig med disse angreb på de gængse filmspr<strong>og</strong>lige konven-<br />
tioner skabte Godard en række film i et mere personligt <strong>og</strong> svært<br />
definerbart formspr<strong>og</strong> (når man sådan gennemgår Godards 60’er-<br />
produktion bliver det ved med at være fascinerende, hvor mange<br />
forskellige <strong>og</strong> altid lige vitale film, han fik frembragt over en me-<br />
get kort årrække). Disse film, der tæller titler som Livet skal leves<br />
(1962), Masculin Féminin (1966) <strong>og</strong> En gift kvinde (1966) forsager<br />
ethvert fokus på narrativ endnu mere end selv ‘genrefilmene’, <strong>og</strong><br />
stilistisk minder de i højere grad om Cinema Verité-lignende doku-<br />
mentarfilm. De fokuserer alle på politiske <strong>og</strong> sociol<strong>og</strong>iske problem-<br />
stillinger som prostitution, kvinderoller, ungdomsoprøret, Viet-<br />
namkrigen, amerikanisering <strong>og</strong> materialisme, <strong>og</strong> tilsammen tegner<br />
de en egen ‘genre’, der er specifik for Godard, <strong>og</strong> som søger at skabe<br />
n<strong>og</strong>et nyt <strong>og</strong> tidssvarende midt i de andre films genrenedbrud. De<br />
er d<strong>og</strong> ikke mindre agiterende <strong>og</strong> vilde i deres iver efter nyskabelse<br />
<strong>og</strong> i deres skråsikre omgang med filmspr<strong>og</strong>et, <strong>og</strong> for alle filmene<br />
gælder det, at Godard synes stålsat i sin stræben efter nybrud, ned-<br />
brud <strong>og</strong> opstand. Man kunne med god ret betegne filmene med et<br />
udtryk fra Masculin Féminin: „Cinemarxisme“. I såvel genrefilmene<br />
som de mere personlige samtidskommenterende værker, fremturer<br />
87<br />
Filmspr<strong>og</strong>ets kaffekosmos
Change language