Tiden og farverne - Krystalbilleder

et med nogle virkelighedsgengivelser, der i visse øjeblikke afgiver
samme ryk i kroppen, som tilskuerne følte under Lumière-brødre-
nes første screenings. Reaktionen er dog ikke baseret på billedernes
illusoriske kraft, det vil sige togets bevægelse i sig selv, der fik de
mange tilskuere til at løbe skræmte væk fra lærredet i Lumière-
brødrenes tid. Snarere er det den ekstatiske effekt, levende billeder
kan have, når de er iscenesat på en måde, hvor det repræsenterede
overgår alle virkelighedsforestillinger, man måtte have.
Sådan en oplevelse får man i Geyrhalters mere konventionelt
fortalte dokumentarfilm 7915 KM, der handler om lokalsamfund
langs Dakar Rallyets rute ned gennem Vestafrika. I den udslagsgi-
vende scene læsses taget på et fragttog med alskens husdyr, så man
kommer til at tænke på både Noas ark og Bressons æsel Balthazar.
Herefter kører flokken af sted på togets tag gennem ørkenlandska-
bet med en række mænd klædt i sandafvisende tøj, der undervejs
laver bål på taget og afvikler deres bederitualer i retning mod ka-
meraøjet og Mekka. Billederne skaber en paradoksal følelse af no-
get selvfølgeligt og ubegribeligt. Først tænker man, at selvfølgelig
sker den slags hver dag i Mauretanien, men samtidig udvikler det
sig også til noget ubegribeligt, man ikke kan få sig selv til at tro på.
Den hverdagslige aura giver med støvets, lydenes og lysets virkning
den velkendte taktile henrykkelse, men også et efterspil af omtanke
og refleksion, som ikke lader fænomenet frigøre sig fra sin politiske
og filmhistoriske kontekst. Man konstaterer sådan set, igen som
svar til kommentaren i Tusind øjne, at de levende billeder både kan
føles og tænkes på én gang.
Jeppe Carstensen, f. 1985, er stud.humanøkologi ved Lunds
Universitet. Bor i København.
83
Den syntetiske natur